I går hentede jeg knægten i børnehaven – på årets varmeste dag. De havde leget i det iskolde vand under en havevander, og jeg fik hans næsten tørre underbukser med hjem i en pose. Han havde bare tæer og beskidte knæ, og han smilede glad og råbte ‘mor!’, da han så mig.

Han var helt rød i kammen med lysende glade blå øjne under det sommerklippede lyse hår. Med tungen rokkede han frem og tilbage med sin rokketand i undermunden. Han spiste en figenmad, og så sagde han ‘mor, der sidder noget fast i tænderne’.

Jeg kiggede ind i hans mund, og der sad tanden meget løst. Jeg trak let i den, og så kom den ud. Jeg jublede, og han så overrasket ud. Han krammede mig fast. Vi kiggede på den lille hvide tand i min hånd. Han kiggede indgående på sig selv i spejlet med åben mund.

Jeg synes, at han så større ud, men han greb bare ipad’en igen og spiste resten af sin figenmad, nogle agurkestave og en håndfuld jordbær. Et lille skridt for en stor dreng …

Om aftenen lagde vi den lille hvide tand ned i dåsen og lagde den under hovedpuden. Han ville ikke snakke, og han bad mig være stille og sove – ‘ellers kommer tandfeen ikke’. Han sov på rekordtid, og da han vågnede lå der en tyver sammen med tanden i dåsen under hovedpuden. Klink, sagde det, da den et øjeblik efter ramte bunden af hans sparegris.