Jeg er sur i dag. Eller egentlig ikke sur, jeg er udmattet. Lørdag var jeg parat til at gå i seng klokken 21. Det var sent for mig. Normalt er jeg sengeklar klokken 19 lige efter jeg har spist. Hvis jeg ikke går (hvileløst) rundt i lejligheden og rydder op, så går jeg omkuld.

I aftes ramte jeg puden 22:02, og jeg sov 8 minutter senere. Jeg tilbragte 7 timer i sengen, men jeg sov kun godt og vel 5 timer. Jeg vågnede klokken 1, da sønnen kom med et højt udråb i søvne. Ved 3:30-tiden vågnede jeg med migræne. Jeg tænkte, at jeg nok kunne sove det væk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid tænker sådan, måske er det, fordi jeg ikke rigtig er vågen. Det er aldrig lykkedes mig at sove migræne væk. Klokken 5 indså jeg det og stod og tog piller og lagde mig ned for at sove igen. Klokken 5:20 stod jeg op, da jeg havde indset, at jeg ikke ville nå at falde i søvn inden vækkeuret klokken 5:35. Så .. ja, jeg er udmattet i dag. Endnu mere end i går.

Jeg fik drevet min familie til vanvid i tidsrummet fra 4:30-7:30. Jeg er ikke nogen rar version af mig selv, når jeg er udmattet. Faktisk er jeg fuldstændig uudholdelig. At pakke knægtens gymnastiktøj var en prøvelse. Nu skal ungerne have håndklæde med, og så kunne gymnastiktøjet ikke være i gymnastikposen. Så skulle jeg finde en anden egnet taske. Et indkøbsnet fra Rema rakte min fantasi til. Håndklædet kunne jeg ikke finde. Det lå i tørretumbleren. Og så var gymnastikposen (den fra Rema) væk. Jeg gik rundt og ledte efter den for at lægge håndklædet i. Håndklædet? Hvor helvede er håndklædet? Så gik jeg rundt og ledte efter det, mens min hjerne kortsluttede.

Det så ud som om nogen havde kastet op i køkkenvasken. I virkeligheden lå der nogle få madrester i afløbet. Når hjernen er kortsluttet, så har den behov for, at der er orden på tingene, så jeg fik afkalket køkkenvasken. Fuldstændig åndssvagt, for jeg skulle spise morgenmad i stedet for. Med lidt rettidig omhu havde jeg gjort mig selv og mine omgivelser en kolossal tjeneste ved at have gjort vasken rent i weekenden og have pakket gymnastiktøjet i går. Men nu var min hjerne hypnotisk optaget af køkkenvaskens udseende, og jeg kunne ikke spise. Jeg måtte slukke for lyden af fjernsynet, min susen for øret blandede sig med reklamerne, og hovedpinen lettede, mens min tunge føltes om sandpapir.

Det tørre vasketøj hang der stadig – og til forskel fra i går irriterede det mig nu grænseløst. Faktisk hånede vasketøjet mig for mine elendige evner for almindeligt hushold. Med en infam vrede fik jeg foldet lortet sammen og lagt det på plads. Så var der alt det crap, jeg har lagt til genbrug, og som jeg – i min jagt på håndklædet før – fik spredt ud over halvdelen af stuen. Jeg sorterede det, der skal til genbrug fra i en stor pose – og lagde en stak klar til at fotografere og lægge på Reshopper senere i dag. OG det skal være i dag, for nu har jeg flyttet den bunke rundt utallige gange. Nu ligger den i sofaen, så jeg kan ikke lande i sofaen uden at gøre noget ved det.

Mens jeg således med indestængt rasende energi, kulsort udstråling og højlydt brok fik udrettet ganske lidt, så fik min mand lavet morgenmad og kaffe til mig (han burde have kastet det i hovedet på mig), tømt opvaskemaskine, hjulpet knægten med snørebåndene og alle de andre ting, som jeg i mit blinde raseri ikke bemærker.

Nu er jeg på arbejde, og mit kortisolniveau er tårnhøjt. Jeg trænger til kaffe og søvn.

Men en lille trøst er, at jeg ikke er alene om at være en dårlig voksen ..