Det her er cringe. Jeg ved det. Og jeg har en teenager, der ville kaste op i lårtykke stråler, men sådan her er det:

Jeg vækkede vores søn her til morgen, som normalt, ganske blidt med små psst psst … og så rakte han søvnigt ud og trak mig ind til sig. Så lå vi der. Han var ikke helt vågen, og jeg … lå så stille som en mus for at fange og forlænge øjeblikket.

Jeg lå bare der med hans arm om halsen, og en bølge af lykke skyllede ind over mig. En forræderisk tåre løb ned ad min kind. Så vågnede han helt og jeg fik albuen. Væk med dig, mor. Øjeblikket var forbi. Det sjældne stjålne øjeblik, som der bliver færre og færre af. Præcis som det skal være.

En dag er de øjeblik helt væk. Så jeg stjæler dem og værdsætter dem højere end guld nu.

Om lidt afslutter han 9. klasse. Han er så meget på vej ud i verden, og det er præcis, som det skal være 🩷