Jeg hørte Scorpions Wind of Change i radioen i morges. Den sang er for mig for altid forbundet med den glæde, vi følte efter murens fald. Da det gik op for os, at vi kunne køre til Berlin og gå i byen. Bare sådan.

Men her til morgen ramte melodien mig som en hammer. Optimismen, glæden, friheden, freden .. det hele er væk. Vi taler om oprustning, krig og ufrihed. Gamle allierede vender os ryggen, og vi er lamslåede og paralyserede. I chok over, at den frihed og tryghed, vi tog for givet efter murens fald, er som blæst væk.

Vi satte det over styr. At vi som mennesker aldrig lærer af vores historie, men gentager den.

Jeg føler, at vi har svigtet vores børn. Vi havde én soleklar opgave: At aflevere en bedre verden. Vi har fejlet big time; klimaet hænger i laser, gamle mænd styrer verden direkte ind i ufred, gamle alliancer brydes op, og nu er der også en risiko for, at vores børn skal forsvare os mod krig og ufred.

The world is closing in
And did you ever think?
That we could be so close?
Like brothers
The future’s in the air
I can feel it everywhere
Blowing with the wind of change

Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change

• Scorpions, Wind of Change, 1990

Vi er nødt til at gøre som min farmor gjorde under besættelsen. Jeg spurgte hende “Hvordan klarede du det? Var du ikke bange?”, og min farmor strøg mit hår væk fra panden og svarede “Jo, vi var bange, men hver morgen stod vi op, lavede morgenmad, arbejdede og fortsatte. Den ene fod foran den anden. Hver dag. Og en dag var krigen forbi.”