Med min far forsvandt hele fortællingen om min opvækst og fødsel, og det sidste af de to fantastiske mennesker, som sørgede for, at jeg er den, jeg er i dag. Min far var den, der lyttede, gav mig råd, hjalp mig videre – og puffede mig videre og blandt andet ud hjemmefra, da det var tid.

Det er 300 dage siden, at han døde.

Jeg føler det, som om jeg er blevet forladt og er stukket af på samme tid. At jeg fik så meget, at han og min mor gav så meget, at jeg står fint og stærkt i livet, selvom jeg har mistet endnu et af mine ankre.

Jeg er mest glad og taknemmelig for alt det, han betød for mig, men også ked af, at samtalen er slut. Der er stadig ting, jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle ham, ting, jeg gerne ville have sagt, spurgt og talt med ham om, ting jeg gerne ville have gjort, hvis der havde været mere tid, og tingene havde været anderledes. Man lever forlæns og forstår ting baglæns.

Et langt fint liv. Hans livsværk påvirker menneskers liv hver dag. Ikke et perfekt menneske, heldigvis. Men et ægte menneske med stor kærlighed og en udødelig optimisme og tro på det gode. Og en utålmodighed, som løber videre i familien.

Tak ♥️