Sorgen er her igen. Jeg genkender mørket, den urolige søvn, de våde kinder, følelsen af at blive ramt af sorg. At så går det lige så godt, og så kommer der et strejf en tanke et minde en ting jeg må dele med dig får, det ikke er her mere.

Jeg har ikke savnet sorgen – hvem gør det? – men jeg ved også, at det er prisen for at have elsket og mistet. Jeg ved også fra sidst, da min mor døde for 25 år siden, at sorg er en vild følelse, en sort stemning og et fucking hårdt arbejde, som jeg bare er nødt til at give mig i kast med for at komme ud på den anden side. Sorgarbejde er verdens hårdeste arbejde. Den nødvendige smerte.

“Han var jo også gammel” og “det var godt, at han fik fred” og “han har haft et langt fantastisk liv”. Det har han. Virkelig. Men hullet i mit liv og i mit hjerte er monumentalt. Jeg kan end ikke forestille mig livet uden far. Det har jeg aldrig prøvet,

Det er også de ting, jeg siger jeg til mig selv, når jeg – rationelt – forklarer mig selv, at det jo var godt, at min far døde. Når jeg siger sådan til mig selv, så lukker jeg af for sorgen. Jeg lægger et rationelt lag eller låg på – så er der jo ikke noget at flæbe over, når det nu var det bedste for ham at få fred.

Det er også sådan, at mine omgivelser fortæller mig, at vi ikke skal tale om min far lige nu, og det er af og til fair nok. Andre gange føler jeg mig bare så alene og u-mødt, når jeg får den besked. For min verden er væltet, og jeg føler mig alene uden min far.

Det bedste, man kan sige til mig lige nu, er “fortæl om din far”. I can go on for hours!

For det er, når jeg taler om ham, at jeg forstår, at han er død men ikke borte, glemt, ude af øje, ude af sind. At han har været der. Lige før var han der jo! Så ved jeg, at at du også tænker på ham, og ved, at jeg mangler ham. Så forfærdeligt.

Jeg har ikke glemt ham, jeg ønsker ikke at glemme ham, og det knuser mig, når andre ikke vil mindes ham og ikke vil tale om ham, men klapper mig på håret og siger, at “det var jo det bedste”.

For mit hjerte er tungnemt, det kalder stadig på ham – det er så fyldt med kærlighed og med savn. Det håber stadig og udholder alt. Det venter og brister. Igen og igen og igen.

Det fortalte jeg en anden ung kvinde, der havde mistet sin mor i en af de sorggrupper, jeg var supervisor i for 25 år siden. Hun sagde bliver det bedre, kommer jeg til at elske og leve igen? Ja. Sorg hjælper dig til at turde elske og miste igen. Det er sorgens formål.

Mit hjerte rækker stadig ud, hjertet savner og elsker nu en, der ikke længere er der. Min kærlighed er blevet hjemløs nu.

Jeg har et hul i mit liv, hvor min far var. Der er tomt og øde, og når jeg ser på verden, er det som om jeg ikke forstår, hvordan livet fortsætter, når min verden er splintret. Mit fodfæste er væk for en tid, og jeg ved, at livet går videre. Men med hvert sekund og hvert et skridt fjerner jeg mig fra mit liv med min far og det gør ondt. Hvert eneste skridt, hvert eneste sekund, hver eneste vejrtrækning gør ondt, for jeg mister ham mere og mere. Han var her jo lige, og hvis jeg lige står stille og holder vejret og tømmer hjernen, så er det næsten som han stadig er der. Så er han nærmere end om 10 minutter. Så har han næsten lige siddet derhjemme i sin stol og kigget ud i sin have. Jeg kan næsten tro på, at han gør det lige nu. Men så går det op for mig, at hans øjne er lukkede, han er væk, han sidder aldrig i sin stol igen, og han tager aldrig telefonen mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig.

Det bliver godt igen, med drys af sorg inde over. Men lige nu gør det så ondt.

Livet går videre, det skal det, selvom det føles ubønhørligt … jeg vil gøre som min farmor sagde “Løft blikket, ret ryggen, se ud i verden, og sæt den ene fod foran den anden”. På den måde kommer vi altid videre. Som vi har gjort til alle tider som mennesker.