Snup en tudekiks. Det siger vi tit til hinanden – men hvad betyder det? Ja, det betyder, at vi faktisk ikke lige gider at se dig tude. Vi har svært ved at rumme andres tårer. Det er da lidt af en falliterklæring.

Jeg har altid haft let til tårer. Og det er ikke blevet bedre af, at jeg mistede min mor som 27 årig. Jeg oplever ofte, at tårerne presser sig på i alle mulige situationer. Og de kommer, når jeg mindst af alt venter det.

💧Jeg har grædt af frustration, vrede og forurettethed
💧Jeg har haft tårer trillende under en samtale om stress med en kollega
💧Jeg har grædt til utallige møder, hvor mine kolleger har grædt af stress
💧Jeg har grædt af glæde, når nogen eller noget har gjort mig glad eller rørt
💧 Jeg har grædt af sorg, af udmattelse og af stress

“Det er et no go at græde på job, hvis du vil tages seriøst” sagde en af mine første (kvindelige) ledere til mig. Det var så også hende, der sagde, at hvis jeg ville tages seriøst, skulle jeg droppe korte nederdele, pangfarver, jeg måtte ikke grine eller tale for højt – og så altså at for alt i verden undgå at fylde for meget endsige græde på jobbet, hvis jeg ville blive til noget.

Kort sagt; undertryk dine følelser og opfør dig som en mand, for rigtige mænd græder jo ikke.

Hendes ord har haft stor indflydelse på mig. For jeg græder ikke med vilje. Så når jeg kommer til at græde, føler jeg mig SÅ forkert. Noget, der er helt naturligt, er blevet helt forkert og malplaceret. Jeg forsøger af al magt at undertrykke det.

Jeg græder ikke, fordi jeg er overvældet. Mine tårer er ikke et svaghedstegn. Jeg er ofte ikke engang rigtig ked af det. Og det er jo ikke fordi, at jeg selv synes, at det er fedt, at tårerne triller, hvis jeg fx sidder i et møde. Og nej, jeg tuder sgu da ikke for at opnå en fordel.

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at min gamle chef gav mig et absurd dårligt råd; undertryk dine følelser for at blive til noget. For at citere Madonna “Could you be a little less?”. At undertrykke sine følelser er en dårlig og u-autentisk måde at leve sit liv på.

Men hvad er det med de tårer? Hvorfor er det så følsomt (for andre)? Gråd er jo ufarligt, helt naturligt, og man anbefaler psykologisk, at man græder, når man har behov for det – og undlader at undertrykke gråd. Gråd er følelsesmæssig reaktion – præcis som latter. Og latter har vi også svært ved – det ved jeg alt om, for jeg griner nemlig for højt. Det har jeg altid fået at vide. Could you be a little less?

Rent biologisk er kvinder bygget til at græde mere end mænd. Det er hormonerne, der styrer det – bl.a. testosteron og prolaktin. Med alderen falder testosteronniveauet hos mænd (og kvinder), hvilket gør os mere grådlabile som ældre. Kvinder har et højere niveau af prolaktin, og det virker befordrende på tårer.

Når vi forventer, at kvinder skal græde lige så lidt som mænd, beder vi køer om at synge serenader. Kvinder har fysiologisk lettere til tårer, og det er derfor helt naturligt, at man ser flere tårer hos kvinder end hos mænd.

I virkeligheden er det os alle, der skal være bedre til at rumme hinandens reaktioner – også tårer. Det kan være svært, fordi vi hver især tillægger tårerne alle mulige betydninger. Vi opfatter tårer som manipulerende, som svaghed, som sammenbruddets rand, hysteri osv. Det er det ikke. De fleste gange er en tåre bare en tåre. Men måden, hvorpå vi opfatter tårer, siger alt om os selv – det siger til gengæld intet om den, der græders følelser.

https://www.lesmills.com/br/fit-planet/saude/the-mystery-of-tears/

Skrevet november 2024 – altså gammelt indlæg, der har ligget i kladdestakken.