Status på Coronakur – ny CoVirkelighed dag 57

En lille status på min coronakur. Jeg startede jo ud med et ubehageligt wakeup-call fra min badevægt den 15. april, hvor jeg vejede 93,7 kilo. Jeg er gået fra 93,7 til 90 kilo siden da. Yay, hej gamle Ole!

93,7 kilo .. så meget har jeg aldrig vejet før, og jeg havde jo bare givet lidt slip.

Det er ikke helt korrekt. Det er ikke bare et lille slip. Jeg vejede 80 kilo, da jeg blev gravid i 2008. Det er 12 år siden. Sidenhen har jeg været påvirket af hormoner i forbindelse med langvarig fertilitetsbehandling, stress, hofteskade, aldersbetinget vægtstigning, overgangsalder … Altsammen har været med til at forplumre mine forsøg på vægttab.

Jeg har ikke prioriteret det højt nok, fordi ingen af de indsatser, jeg har gjort, har virket. Jeg skal nemlig træne relativt meget hårdere og meget mere samt spise meget mindre hver dag for overhovedet at se en effekt, og så bliver det alt for indgribende og uforeneligt med min hverdag.

Det var meget nemmere for mig at holde vægten, da jeg var 30-35 år end i dag. Nu er det en daglig kamp. Jeg hverken kan eller vil bruge 2 timer om dagen på at træne eller gå ture i en (normal) travl hverdag – eller for den sags skyld sidde og spise luftfrikadeller og skysauce, når min familie får bøf med bearnaise. Jeg vil med andre ord eat my cake and have it too. For jeg gider jo heller ikke at veje 100 kilo, vel?

Så her i Coronaperioden, hvor hverdagen er struktureret i faste (kedelige) rammer og fristelserne er få, har jeg formået at tabe mig ved at

  • begynde at løbe
  • gå lange ture 1-2 timer 4-5x om ugen
  • spise Nuposuppe til frokost på hverdage
  • undgå at have kalorieholdige snacks i huset
  • have skabet fuld af sunde snacks
  • spise normal aftensmad
  • fortynde den kalorieholdige müsli med havregryn
  • prioritere min nattesøvn

Nå, men status er, at jeg har tabt mig 3,7 kilo på 2 uger, min BMI har forbedret sig fra fed til overvægtig. Mine jeans sidder løsere, og min svigerfar var den første, der opdagede, at noget var anderledes ❤ Mit taljemål er nu under 100 cm, jeg vil tro, at jeg har tabt mig 5 cm om livet.

Min udfordring er nu, hvordan dulen opretholder jeg det i en normal hverdag? Spise Nuposuppe på kontoret med kollegerne, kan man det? Gå 1-2 timer om dagen, løbe hver anden dag, familieliv og job oveni hinanden .. og nåja en god nattesøvn på 8 timer .. ? Nå, det må jeg tænke over på et andet tidspunkt.

Når drømmen om et barn ender i en depression

Det er tankevækkende at læse, at hver 6. kvinde, der er i fertilitetsbehandling får en depression undervejs i forløbet. 6% af mændene får en depression undervejs.

For mig er det egentlig ikke overraskende. De mange forgæves reagensglasforsøg, vi var igennem, var sindssygt hårde; vi håbede jo på de små blinkende æg hver eneste gang. Man kan jo ikke lade være med at håbe, og hvergang det slog fejl, så var det som om hullet, vi faldt i, var dybere end sidst. Og det var det jo også, for hvert fejlslagent forsøg bragte os nærmere på ikke at få det barn, vi drømte om.

Samtidig var vores økonomi under pres, for det koster rask væk 50.000 for tre reagensglasforsøg, og dertil kommer afgifter, medicin etc. Oveni det skulle jeg til utallige lægebesøg i arbejdstiden, og det blev bemærket, så jeg måtte undskylde og forklare, samtidig med at jeg måtte holde årsagen hemmelig. Dertil kom sprøjterne, som skulle injiceres dagligt og nogle gange midt i møder, så jeg blev nødt til at undskylde mig midt i en præsentation og smutte på toilettet med mit sprøjtekit.

Det hårdeste var dog det psykiske pres. Hele vores fremtid blev sat på stand-by. Vi levede fra forsøg til forsøg. Fra det lysegrønneste håb til total knusende sorg. Planer blev udskudt, for hvis nu … Min krop svigtede, da jeg havde allermest brug for, at den performede. Og det selvom jeg tabte mig 15 kilo og var i topform. Jeg føler mig som damaged goods takket være de fejlslagne forsøg. Men jeg tænker ikke længere så meget over det, det er bare sådan det er.

Samtidig vil jeg gøre det hele igen, hvis jeg får chancen. Det hele! Jeg ville risikere depression, jeg vil stikke mig dagligt og gøre det hele mange gange endnu, hvis vi kunne få et barn til. Chancen for at det lykkes er bare forsvindende lille nu, hvor jeg er 42 år gammel. Så en del af mig er ved at have erkendt, at det ikke sker for os, selvom vi har prøvet nærmest alt. Og det er rart at vide, at vi har kæmpet for det og har givet alt. Så sidder vi ikke på den yderste dag og tænker – ‘hvad nu hvis …?’

Jeg tænker bare, at med denne undersøgelse i tankerne, så bør man måske som samfund overveje, om man bakker nok op omkring de mennesker, som gerne vil have barn, men som af den ene eller anden grund ikke kan få det til at ske. 8-10% af alle børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, er det ikke der omkring? Hvis børnene er vores fremtid, hvorfor er det så så dyrt at adoptere og at få fertilitetsbehandling?

Hvorfor er der ikke særlige rettigheder for mennesker i fertilitetsbehandling, hvis børn virkelig er vigtige for os som samfund? Jeg turde ikke fortælle på min arbejdsplads, at jeg var i fertilitetsbehandling, fordi jeg var bange for, at jeg blev fyret. Det havde lettet presset på mig/os, hvis vi havde kunnet få mere ro og mindre sort samvittighed og stress i forbindelse med behandlingerne. Jeg ville gerne have betalt med træk i ferie for alle lægeaftalerne – bare jeg dog havde haft muligheden for at føle mig tryg og rummet i den tid.

Pre-operationstravlhed

På fredag skal jeg opereres. Og jeg fik besked på, at det var en god idé med en ren hovedpude at lægge mit nyopererede hoved på. Ergo i vaskemaskinen med hovedpuden. En tandstik skjult i vaskemaskinen prikkede hul i puden og så var der fjer i hele vaskemaskinen. Pis oss!

Løse fjer er vaskemaskinen mildt sagt ikke glad for. Nu stopper den midt i hver eneste vask, så jeg skal ud på trappen og slukke strømmen, åbne filteret manuelt, tømme vand og fjer ud, tænde for strømmen, vaske videre. En gang efter cirka 20 vaske skulle fjerene være ude igen. Jeg har vasket tre vaske, og jeg er ved at få spat. Er i gang med at scanne markedet for en ny vaskemaskine, for det her er uholdbart.

Og så mangler jeg jo altså en hovedpude. Afsted til IKEA, når jeg har trænet, støvsuget, vasket gulv, ordnet køkken … Træning er næste ting. Har nemlig lige spist frokost. Efter træning skal jeg i IKEA, samt købe barselsgave, og så skal jeg hente NC i børnehaven og hente skatten på job og så skal vi på barselsbesøg mellem 15 og 16.

Og så er der en pakke, der skal hentes, en film, der er bestilt på biblioteket og skal hentes. En cykel, der skal sælges, og papirer, der skal findes frem. Plus det løse. Alt skal nås inden fredag, hvor jeg skal opereres. Jeg ved ikke, hvor mange dage jeg skal regne med at være ukampdygtig, så jeg vil gerne nå så meget som muligt inden.

Jeg er blevet bonusmoster igen. Min veninde har fået en datter – barn nr 2, som hun har valgt at få alene. Hun er så heldig at få to børn – i vores alder. Det er præcis det, jeg ønsker mig allermest, så jeg oplever et væld af mere eller mindre forbudte følelser. Jeg er virkelig selvlysende grøn af misundelse, jeg er sindssygt glad på hendes vegne og så usigelig ked af, at det ikke er lykkedes for os. Endnu.

Det med Ikea glippede, så mit hoved hviler på juniorpude med Thomas Tog betræk. Men jeg fik købt barselsgave til verdens sødeste lille dugfriske pige, der slet ikke tog sig af, at der var besøg og tordenvejr. Hun sov bare i mine arme. Øj, jeg havde helt glemt, hvor små de er som nyfødte. Og duften. Og knirkelydene.

Her til aften fik jeg vasket skabslåger ned, farvet hår, foldet vasketøj og bagt boller. Er sikker på, at jeg kan sove – selv på Thomas Tog puden! .