I Berlin er Spreegold vores lokale morgenmadspusher, og der spiste vi morgenmad mandag formiddag. Vi har ikke været her siden oktober, og udefra så det uændret ud, men man skulle bestille online, man skulle have masker på til/fra sit bord, og der var meget få mennesker. Der plejer altid at være knald på, men der var ret stille.
Maden og kaffen var helt fantastisk – vi fik rød shakshuka og en tropical bircher müsli. Min flat white sad lige i skabet.

Shakshuka betyder ‘ruskomsnusk’ eller ‘alt blandet sammen’ – det beskriver retten ganske godt, da der er tale om pocherede æg i en krydret tomatsauce. Retten anses for at være en nationalret i Israel, hvor man spiser det til morgenmad.
Efter min mening er shakshuka den perfekte morgenmad – især i Spreegolds version med kikærter og rødbeder. Krydderierne vækker mine morgensløve smagsløg. Endvidere er shakshuka en solid base for en dag fyldt med oplevelser i Berlin! Har jeg nævnt, at jeg bliver glad i låget af al den smag ind på morgenfriske jomfruelige smagsløg 🤷🏻♀️ ?