Status på Coronakur – ny CoVirkelighed dag 57

En lille status på min coronakur. Jeg startede jo ud med et ubehageligt wakeup-call fra min badevægt den 15. april, hvor jeg vejede 93,7 kilo. Jeg er gået fra 93,7 til 90 kilo siden da. Yay, hej gamle Ole!

93,7 kilo .. så meget har jeg aldrig vejet før, og jeg havde jo bare givet lidt slip.

Det er ikke helt korrekt. Det er ikke bare et lille slip. Jeg vejede 80 kilo, da jeg blev gravid i 2008. Det er 12 år siden. Sidenhen har jeg været påvirket af hormoner i forbindelse med langvarig fertilitetsbehandling, stress, hofteskade, aldersbetinget vægtstigning, overgangsalder … Altsammen har været med til at forplumre mine forsøg på vægttab.

Jeg har ikke prioriteret det højt nok, fordi ingen af de indsatser, jeg har gjort, har virket. Jeg skal nemlig træne relativt meget hårdere og meget mere samt spise meget mindre hver dag for overhovedet at se en effekt, og så bliver det alt for indgribende og uforeneligt med min hverdag.

Det var meget nemmere for mig at holde vægten, da jeg var 30-35 år end i dag. Nu er det en daglig kamp. Jeg hverken kan eller vil bruge 2 timer om dagen på at træne eller gå ture i en (normal) travl hverdag – eller for den sags skyld sidde og spise luftfrikadeller og skysauce, når min familie får bøf med bearnaise. Jeg vil med andre ord eat my cake and have it too. For jeg gider jo heller ikke at veje 100 kilo, vel?

Så her i Coronaperioden, hvor hverdagen er struktureret i faste (kedelige) rammer og fristelserne er få, har jeg formået at tabe mig ved at

  • begynde at løbe
  • gå lange ture 1-2 timer 4-5x om ugen
  • spise Nuposuppe til frokost på hverdage
  • undgå at have kalorieholdige snacks i huset
  • have skabet fuld af sunde snacks
  • spise normal aftensmad
  • fortynde den kalorieholdige müsli med havregryn
  • prioritere min nattesøvn

Nå, men status er, at jeg har tabt mig 3,7 kilo på 2 uger, min BMI har forbedret sig fra fed til overvægtig. Mine jeans sidder løsere, og min svigerfar var den første, der opdagede, at noget var anderledes ❤ Mit taljemål er nu under 100 cm, jeg vil tro, at jeg har tabt mig 5 cm om livet.

Min udfordring er nu, hvordan dulen opretholder jeg det i en normal hverdag? Spise Nuposuppe på kontoret med kollegerne, kan man det? Gå 1-2 timer om dagen, løbe hver anden dag, familieliv og job oveni hinanden .. og nåja en god nattesøvn på 8 timer .. ? Nå, det må jeg tænke over på et andet tidspunkt.

2 Comments

  1. Birgitte B siger:

    Jeg har også svært ved at se, hvordan jeg skal nå alle gåture, når jeg er tilbage på arbejde. Tænker det må blive benhård prioritering og måske færre aftaler med veninderne end normalt. Løbeturene har jeg godt styr på 3 gange om ugen inden jeg blev hjemsendt. Kh. Birgitte

    Liked by 1 person

  2. mammalade siger:

    Jeg gik til og fra arbejde et par dage i denne uge, og så var det ok. At gå er en tidsrøver, så jeg tvivler på, at jeg kan holde kadencen, når der kommer knald på. Den tid den sorg.
    Din kommentar inspirerede mig faktisk til at tænke veninderne mere ind i mine gåture … Jeg har gået med veninder i løbet af lockdown – og jeg har veninder med samme udfordring som jeg – så måske er det en gåtur, vi skal prioritere fremover, fremfor en cafétur? Måske er det en gave, vi kan ta’ med os fra Coronatiden?
    Men lige her og nu nyder jeg gåturene, sålænge jeg har mulighed for det 🙂
    God tur, Birgitte 🙂 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.