Mandag morgen klokken 10:15 mødte far, mor og jeg op til samtale på Gentofte Amtssygehus. Der blev ikke lagt fingre imellem; det var alvorligt, men de måtte tage yderligere prøver for at fastslå hvad det præcis var. Det videre forløb blev skitseret. Allerede fredag 5. marts skulle min mor opereres – de skulle foretage en såkaldt fiberbronkoskopi.

Torsdag 4. marts skulle vi atter til en lægesamtale vedrørende narkose og forberedelse til operationen.

Operationen fandt sted om fredagen den 5. marts. Jeg husker det ikke, overhovedet. Jeg husker kun gangen på hospitalet, atmosfæren, der lugtede af død. Min mor var angst, rystet og chokeret. Jeg kan ikke huske, at hun overhovedet er blevet opereret, mens jeg har levet, så også for hende var det nyt og skræmmende. Hun forblev indlagt på hospitalet weekenden over, for hun havde det meget skidt.

Jeg har aldrig set min mor sådan. Hun blev meget lille og forsvandt næsten. Angsten lyste ud af hende. HUn blev tavs og kneb læberne sammen. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, kunne jeg se. Snart skygge, snart sol. Når min bror kom, samlede hun sig sammen og blev sig selv for en stund, så han ikke blev urolig.

Tirsdag den 9. marts fik vi resultatet af fiberbronkoskopien.

Indtil den dag havde jeg haft håbet at klynge mig til. Det kunne være noget andet. Det kunne være en hævelse, et slags blåt mærke. Det kunne betyde ingenting, den knude på halsen. Men håbet knustes som en rude, der rammes af en sten af blot et enkelt lille ord.

Kræft.

Jeg husker, at min mor krøb sammen i stolen og blev helt lille. Værelset vi sad i, havde vinduer højt oppe. Vi kunne ikke se ud. Værelset klemte os. Det klemte alt liv ud af os. Kræft. Min mor blev gammel og sårbar lige for mine øjne. Lægen talte og talte. Jeg prøvede at skrive ned, men min hånd rystede. Småcellet lungekræft. Skyldes rygning. Din egen skyld. Meget aggressiv kræftform. Kemo med det samme. “Vil du overføres til Herlev nu, så du kan få kemo i dag?”

Havde de slået min mor, havde resultatet ikke været anderledes. Min mor var grå i ansigtet, hun svarede ikke, hun faldt stille fra hinanden foran os. Hendes øjne lyste af angst, og jeg havde sådan lyst til at gribe hendes hånd og trække hende med ud af rummet, der bare blev mindre og mindre og truede med at mase os allesammen. Min far sagde, at det kunne vi ikke afgøre nu, at vi havde brug for lige at tale sammen og lade tingene bundfælde sig. Lægen og sygeplejersken lod os være alene, os tre. Og kræften. Han sad og lo af os, mens vi græd.

Mor blev overført til Herlev onsdag 5. marts. De var så søde på Herlev. Ingen fordømmelse, ingen hårde blikke – kun omsorg og venlighed.

Torsdag, fredag og lørdag fik min mor kemoterapi for første gang. Stofferne havde smukke navne som vincristin, og de dryppede stille ind i min mor via droppet i hendes arm. Vi sad og snakkede, mens droppet tømtes. Mærkelig normalt og hyggeligt var det.

Jeg søgte på småcellet lungekræft på nettet, og jeg læste side op og side ned på dansk, på tysk, på svensk, på engelsk. Jeg læste hele natten. Jeg måtte kende den modstander, som jeg ville bekæmpe til døden. Det var ikke rar eller beroligende læsning.

Småcellet lungekræft er en meget aggressiv kræftform. Der er ikke tale om en afgrænset svulst, men på en scanning ligner det mere havregryn. Det er rigtig skidt, for så kan man ikke fjerne kræften operationelt. Men småcellet lungekræft er så til gengæld meget følsom overfor kemo.

Jeg læste, at 5% med diagnosen småcellet lungekræft er i live efter 5 år. I live – ikke raske. Jeg lagrede den information i hjernen under ubrugelige data og nævnte det aldrig for nogen. For hvorfor skulle min mor ikke være blandt de 5%?

Min mors lungekræft havde bredt sig fra lungerne til bronkierne på halsen – det var den svulst, vi kunne se på halsen. Den oprindelige kræft – modersvulsten – havde min mor ikke rigtig kunnet mærke andet end at den havde forårsaget gentagne lungebetændelser. Dattersvulsten – metastasen – sad derimod og klemte på luftrøret.

Jeg fandt ingen opløftende læsning, ingen mirakuløse beretninger, ingen beroligelse og ingen trøst. Jeg sad alene ved skrivebordet i min mørke lejlighed og mærkede påny angsten knuge mit hjerte. Jeg græd om natten dengang, når jeg var alene i min seng. Om dagen var jeg rolig og glad, men om natten, når mørket faldt på, lammede angsten mig, og jeg græd og skreg min angst ud i min pude, alene.