Næsten 21 år efter – når tiden nu er vigtig!

Næsten 21 år efter min mors død, er der kommet ny behandling af den type kræft hun døde af; småcellet lungekræft. Den mest dødelige type lungekræft. Dengang var det sådan, at efter 5 år var kun 5% fortsat i live, ikke helbredt.

På engelsk hedder det oat cell lung cancer, fordi der ikke er tale om én afgrænset svulst men en masse kræftsvulster, der ligner havregryn på en scanning. Det kan derfor ikke opereres ud, og det spreder sig lynhurtigt. Småcellet lungekræft har en kortere fordoblingstid, hurtigere vækst og tidligere udvikling af metastaser end storcellet lungekræft. Det er et forløb, der er kort, hårdt, aggressivt og som oftest dødeligt indenfor 1/2-2 år.

Min mor fik kemo, og det slog kræften ned, men den voksede eksplosivt tilbage efter hver kemo. Hun fik stråler for at slå kræften tilbage, da hun tilsidst ikke tålte mere kemo. I oktober stod det klart, at hun ville dø af det. Ikke engang 3 måneder senere døde hun.

Den nye medicin helbreder ikke, men giver 7 måneder længere at leve i. Min mor døde blot 10 måneder efter diagnosen, så 7 måneder ekstra havde betydet alverden. Hun havde fået foråret med, lidt af sommeren, og min fars 60 års fødselsdag. Måske havde hun nået at møde sin svigerdatter. Det havde været uvurderligt med den ekstra tid.

At sige farvel på 3 måneder er urimelig kort tid, og det har sat sig spor i vores liv. Det var som en granat midt i vores familie, og vi har ikke formået at hele vores familie efter det.

“Nye studier viser, at disse lungekræftpatienter opnår 7 måneder ekstra levetid. Det er uvurderlig lang tid for en uhelbredeligt syge lungekræftpatient og de pårørende. Så jeg er glad på patienternes vegne”

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Derfor gør det mig glad på andres vegne, at de kan få 7 måneder længere med deres mor eller far. For mig er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske og blive bedre til at behandle. Derfor er jeg også på 21. år medlem af Kræftens Bekæmpelse. Det har der altid været plads til i mit budget ❤

Opbevaring af min mors akvareller – ny CoVirkelighed dag 39

Allernederst bagerst i vores kælder stod en flyttekasse med min mors akvareller, papir, pensler, farver, bøger og malerier.

Den kasse har jeg haft stående i kælderen i små 20 år. Den er flyttet med fra Vanløse til Holte, og jeg har aldrig rigtig haft modet til at kigge i den. Før nu.

For et par uger siden tog jeg den op og pakkede alle sagerne ud. Meget er kasseret nu, al udstyret er sendt til genbrug, men jeg stod tilbage med en lille stak af min mors bedste malerier i A3 format – hvad skulle jeg stille op med dem?

I går fandt jeg en dokumentmappe i sort hårdt pap fra Viking hos Boghandleren – og nu har jeg lige taget den i brug. Malerierne passer perfekt i mappen. Nu er de perfekt opbevaret, og jeg er så glad for løsningen.

Zebraen har fået nyt hjem

Det er Viking, der har lavet en serie æsker i hårdt sort karton til opbevaring af fx malerier. Denne box er en Viking Solid Multibox A3 2 cm, som kostede 199 kr.

God jul, mor!

Vi nåede også at besøge min mors grav for at sætte et lys og en fin krans. Der var travlhed ven kirken i dag, da der er gudstjeneste hver time.

Det ramte mig pludselig hårdt i dag, da jeg stod der ved min mors grav med min mand og min søn i det grå julevejr.

Det er 20 år siden i dag, at vi holdt jul sammen for allersidste gang. 20 år … det er virkelig lang tid siden.

Her ved indgangen til det 3. årti uden hende, savner jeg hende fortsat. Jeg har stadigvæk levet længere tid med hende i mit liv end uden hende.

Det vender i slutningen af 20’erne. Derefter kommer jeg til at have levet størstedelen af mit liv uden min mor.

Det er mærkeligt, for det føles på nogle planer som om hun lige var her.

Fast att tiden gick alltför fort så var det mycket den gav

I mine unge år har jeg danset, grinet, drukket, fjollet, grædt, skrålet og vrælet til Marie Frederikssons skønne inderlige stemme. Da jeg læste, at hun er død, sad jeg i toget og en tåre sneg sig ned af min kind. Hun har kæmpet mod den forbandede kræft i så mange år ….

Farvel Marie .. tak for sangene, tak for soundtracket til min ungdom ❤️ Jeg har sunget og danset til din stemme så mange gange, og det vil jeg fortsætte med.

Jeg synger stadig med på “Spending my time” og føler stadig inderligt følelsen af at være ung og ulykkeligt forelsket og bare vente vente vente …

Mine veninder og jeg fik et lift til færgen af to drenge, vi kendte. Men i stedet for at køre os til færgen, kørte de os til en nærliggende bar, hvor vi sad udenfor og spiste ærter og drak øl. Solen skinnede, det var søndag eftermiddag – og vi hørte ‘It must’ve been love’ igen og igen – så hurtigt som man nu kunne spole båndet tilbage 😅

Det er længe siden, jeg har hørt dine helt gamle sange.. så jeg starter med Efter Stormen ❤️

Jag känner mig lite trött

nu när hösten är här

Fast att träden har dött

så lever vår kärlek kvar här

Du ger mig lugn efter stormen

när mina drömmar faller isär

Fast att tiden gick alltför fort

så var det mycket den gav

Allt det starka och svaga i mej

möts från en strand till ett hav

Du ger mig lugn efter stormen

Tak 😢

Newyorkerbyheart: Pebernødder a la Lagkagehuset

Vi bager disse fantastiske pebernødder a la Lagkagehuset hvert eneste år. Det er en af vores familieklassikere, og vi bager dem gerne i November, så vi har dem til HELE julen. Jeg plejer at hente opskriften på Birthe Lynggaards blog Newyorkerbyheart.com, men linket virkede ikke, da jeg søgte det for et par uger siden 😦

Nu har jeg fundet opskriften i mine papirer derhjemme, så hvis du søger den, er den nu her:

Fantastiske pebernødder a la Lagkagehuset

  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. hvid peber
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 1 dl piskefløde
  • 500 g mel

Smør og sukker piskes sammen med en el-mikser, til sukkeret er pisket godt ud. Piskefløden piskes i (laveste hastighed i starten!!). Bland krydderier, bagepulver og natron i melet og rør det så i dejen, til der fåes en nogenlunde fast dej. Ælt det sammen med hænderne. Tril dejen ud i pølser, ca. på tykkelse med en lillefinger. Skær dem i små stykker (ca. 1 cm.) lange og tryk dem let sammen i toppen. Sæt på bageplader – de flyder ikke meget ud, så de kan sættes nogenlunde tæt. Bages i ca. 10 minutter (kun ca. 7-8 minutter i min ovn ved almindelig varme) ved 200 grader, de skal ikke blive alt for brune og pas på at de ikke får for meget under bunden.

Hver jul har vi tradition for at bage pebernødder efter Lagkagehusets opskrift – også i år. Som tiden dog går .. tak for de gode opskrifter, søde Birthe ❤️

Oprindelig opskrift fra newyorkerbyheart.com /2007/12/fantastiske-pebernodder-a-la-lagkagehuset.html

19 år er længe siden

Min mor døde for 19 år siden i aften. Klokken 20:15 en lørdag aften i januar 2000 trak hun vejret for sidste gang. Jeg undrede mig over, at bilerne fortsatte med at køre på ringvejen nedenfor hospitalet, for verden stoppede lige der.

Men verden stoppede ikke, og nu er der gået 19 år. Den lørdag aften havde jeg ingen idé om hvor lang tid ‘aldrig’ er, men det ved jeg nu.

Aldrig er ufattelig lang tid, når man savner sin mor og gerne vil snakke med hende bare én gang til.

For det holder aldrig op. Hun mangler, jeg mangler hende, og min søn mangler sin mormor.  Hun er der aldrig. Hun har været, og hun ville gerne have været der – men hun er her ikke.

Sorgens fugle er fløjet, de har for længst forladt mit hår, men savnet er tilbage og bor i hjertet.

Da foråret kom for 19 år siden, blev jeg så indædt forbandet rasende på de første vintergækker, at jeg forsøgte at trampe dem ned i jorden igen.

Forårets komme viste mig, at tiden gik, og jeg var ikke parat til lyse dage på det tidspunkt. Men sorgprocessen gjorde mig omsider klar til forår igen. En dag blev det lyst igen, og jeg vendte mig udad og turde elske og miste igen.

Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pludselig ind.
Det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbage.
Alt, hvad der rørte sig blev gemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig
Du er tilbage, du er hos mig.
Du er tilbage, med varme dage,
Du er hos mig

Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pludselig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter båret ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.
Du er tilbage, du er hos mig.
Du er tilbage, med varme dage,
Du er hos mig

– Alberte

Långsamt leder också någonstans

Jeg fik den mest fantastiske fødselsdagsgave af min mand. Igen. Denne gang var det ikke billetter til Sarah Connor eller en ipad. Det var billetter til en koncert med Lisa Nilsson.

Lisa Nilsson!

Ja, du kender sikkert Lisa Nilsson, men Lisa Nilsson er for mig helt særligt. “Himlen runt hörnet” udkom for 25 år siden – samme år som jeg flyttede hjemmefra.

Den plade (ja, jeg havde den faktisk på vinyl) og de efterfølgende plader var en stor del af soundtracket til mine sorgløse år i 90erne. Sangene blev tillige en vigtig kilde til ro og trøst for mig, da min mor blev syg i 1999 og døde 10 måneder senere.

Det er melodier og brudstykker af tekster, som trøstede mig og bar mig videre.

Selvom “Ändå fall regnet” ikke handler direkte om sorg, så mindes jeg udsigten fra onkologisk på Herlev, og den undren jeg følte, da bilerne bare fortsatte med at køre forbi den regnvåde januarlørdagaften, da min mor døde.

Säg mig vad skall jag göra

Nu när du inte längre finns här

Du gav mig värme

Du var mitt ljus, du var min värld

Och ändå faller regnet

Som det gjort i tusen år

Ja ändå faller regnet

Runt omkring mig där jag står

Vi går genom livet på darrande ben

I varje öga bor en sorg

I varje bröst en sten

– Lisa Nilsson

Jeg var alene i min sorg, da jeg havde mistet min mor, og sorgen blæste mig nærmest bagover med sin intense smerte og intet var som før. Heller ikke mig. Jeg var 28, da jeg mistede min mor – den eneste sorg, jeg havde oplevet var kærestesorg, som klingede af efter nogle uger, måske en måned.

Jeg havde forventet, at det værste var overstået efter begravelsen. En måned efter min mors død var sorgen ikke bedre, snarere værre.

Långsomt leder också någonstans

Det er længe siden nu. Jeg kom ud på den anden side; forandret, klogere og ældre. Lisa Nilssons sange betyder meget for mig; de var en stor del af mit liv – både min sorgløse ungdom og da jeg mistede min mor.

Så … jeg glæder mig helt vildt! Og jeg skal have Kleenex med, for nu har jeg nået den alder, hvor tårer løber lettere 😅

Jag kan inte andas för gråten i mitt bröst

Jag kan inte se för alla tårar

Jag kan bara sörja själen blå

och hjärtat svart

– Lisa Nilsson

Rørt

Efter foredraget i torsdags bad jeg Julia Lahme om at signere “Damen i Midten” og et par af de andre bøger, hun har skrevet. Det var stort og virkelig rørende for mig at møde hende. Hun var nøjagtig lige så sød, nærværende og imødekommende, som jeg havde forestillet mig.

Julia Lahme har med særligt en af sine bøger gjort en kæmpestor forskel for mig .. i virkeligheden nok mere end jeg selv havde forestillet mig. For jeg blev så rørt, da jeg stod overfor hende med mine bøger i hænderne efter foredraget.

Med en klump i halsen fik jeg sagt tak til hende for hendes ord og bøger. Jeg forklarede ganske kort, at vi har fulgtes ad lidt forskudt, og at hendes ord virkelig har hjulpet mig. Og hun var bare så sød og gav mig et knus.

Kindred spirit

Selvom det er 8 år siden min barsel sluttede, så har jeg aldrig glemt “Hvor lagde jeg babyen?” og “Sandheder fra en løgner”. Det er nogle af de bedste bøger, jeg har læst, fordi de ramte mig præcis, da jeg havde brug for dem.

Jeg havde svært ved det, der skulle have været den mest fantastiske periode i mit liv. Jeg var rekorddårligt selskab for mig selv med tårnhøje forventninger. Og så læste jeg “Hvor lagde jeg babyen?” og holdt op med at være min egen værste ven.

En kindred spirit, som Anne fra Grønnebakken kalder det. I 2010 var en kindred spirit ikke nødvendigvis en, man møder irl. En, der har prøvet det samme, og som – heldigvis – deler via bøger og blog.

Via Julia Lahmes blog mødte jeg flere ligesindede mødre online. Jeg var ikke alene om at bakse med at få sat moderskabet på plads. Der var andre, og de var både seje og sjove og hjælpsomme. Den skønneste online-mødregruppe ❤

Det faldt på plads for mig, og den sidste del af min barsel var fantastisk.

“The moment that you feel, just possibly, you are walking down the street naked, exposing too much of your heart and your mind, and what exists on the inside, showing too much of yourself… that is the moment you might be starting to get it right.”

– Neil Gaiman

Sommerhustypen

I sidste weekend fik jeg en lille smagsprøve på sommerhuslivet. Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk sommerhuslivet er, når sommeren er god.

Alle mine sommerferier som barn var henlagt til sommerhuset. Jeg er vokset op med uendelige somre med hygge og nærvær med mine ellers travle forældre.

Vores sommerhus blev bygget i 1934, og mine forældre købte det af enken i 1977. Vi overtog huset fuldt møbleret, med rod og cykler i skuret og med tøj i skabene. Enken kunne ikke bære at gense sommerhuset efter sin mands død.

Huset var et klassisk sort træsommerhus med hvidmalede skodder. Midt i huset var kakkelovnen, som snildt kunne opvarme hele huset, idet skorstenen var muret ind i væggen mellem stue og køkken, som fungerede som varmeapparat.

Langs hele huset var der en flisebelagt terrasse med gule og lyserøde fliser, der var varme længe efter solen var gået ned.

Haven var stor og fyldt med høje gran og fyrretræer. Der var højt silkeblødt græs, og vi havde lavet stier rundt på grunden. Nogle træer var perfekte klatretræer; andre perfekte til en gynge. Vi havde områdets vildeste gynge, som var kastet op over en tyk gren 5 meter oppe i et fyrretræ.

I 70erne og 80’erne gik sommerferierne med at fælde træer, bygge huler, læse bøger, lege Dick Turpin, skrive kærestebreve til/fra de sureste beboere på vejen, gå til svømning i fjorden, gå ture og ikke mindst lege det lille hus på prærien i haven. Jeg husker det ikke som om jeg kedede mig. Når det regnede lød det som millioner af små fødder trippede på taget. Det er verdens hyggeligste lyd.

Jeg fik nye veninder til svømning og på stranden. Vi sås kun i ferier og weekends, men det var bare sådan det var.

Endnu sjovere blev det, da vi i 80’erne begyndte at kigge efter drenge og hænge ud på havnen. Der åbnede et diskotek i nærheden, og så gik der fest i den. Lidt fest … for i starten skulle jeg være hjemme kl 23, men jeg kunne lige nå at være på disko i 55 minutter, hvilket var fantastisk!

Vi havde 3 nærliggende diskoteker at vælge mellem – og til forskel fra hjemme i København skulle man kun være 16 for at komme ind. Det var party-himlen for os på 13-15 år. Lidt mere make-up på, og så gik det fint med at komme ind.

I 8. klasse fik jeg lov til at være i sommerhus en uge med mine veninder for første gang. Vi så solen stå op og hentede brød hos bageren, når vi cyklede hjem fra byen. Det var magisk!

De næste mange somre mødtes vi; vi blev flere og flere, der mødtes hvert år. Vi lærte nogle tyskere at kende i 90’erne, og jeg havde en tysk kæreste i nogle år. Mest om sommeren.

Jeg havde nogle fantastiske ferier i sommerhuset sammen med min bror og vores venner.

Da min mor blev syg i 1999, var vi også af og til i sommerhuset. Jeg husker, at jeg vågnede midt om natten, fordi hun var dårlig som følge af kemo. Hun afviste mig, men hun var så sølle, hun græd lidt af afmagt, og jeg tørrede hendes pande og aede hendes kind. Jeg kunne ikke noget, andet end at være der. Jeg bare holdt om hende.

Mine forældre havde planer om at bygge sommerhuset større, så der kunne være plads til flere generationer. Planerne blev ikke til noget.

Efter min mors begravelse i januar 2000 overtalte jeg min far til at tage i sommerhus. Det var midt om vinteren, og min far talte om at sælge det. Vi tog afsted. Alene i hver vores sorg, sammen. Turen var helende, og min far solgte ikke sommerhuset alligevel.

Et par år senere fik vi bygget et nyt og større sommerhus, der hvor det gamle lå. Det var mærkeligt at tømme det gamle hus, som havde været rammen om vores bedste tid sammen som familie.

Jeg vidste det ikke dengang, men noget ændrede sig omkring den tid. Det nye sommerhus blev aldrig rammen om gode timer som det gamle.

Det nye sommerhus havde ellers plads til os alle; 2 badeværelser, 3 soveværelser, med plads til os alle plus kærester. Præcis som min mor havde tænkt.

Det kom til at gå helt anderledes.

Jeg drømte om at vores søn skulle vokse op med samme sommerhusferier som jeg. Sådan blev det ikke, og det er også meget godt. Vi vil hellere vise vores søn verden end at tage i sommerhus hvert år. Jeg ved nu, at jeg gik glip af meget, fordi hver sommer blev tilbragt i sommerhuset.

Så jeg er ikke rigtig sommerhustypen længere. Intet kan nærmest måle sig med en sommer i Danmark, når vejret er godt – som i år, som i 1975 og 1992. Men der er langt mellem den slags somre.

Men når jeg så får en sjælden smag på hvordan det er det magiske sommerhusliv med sol og varme, så niver det i mig. Skulle vi ikke … Kunne det ikke være skønt …

Jeg husker sommeren 93. Sommeren efter den famøse uendelige sommer ’92. Det blev tordnende varmt i april, og så høvlede det ned hele sommeren. Jeg vil ikke satse min hovedferie på 3 uger i møgvejr i et sommerhus, hvor man ikke kan skylle i toilettet, vaske op eller gå i bad uden at høre halvkvalte boblelyde fra septiktanken. Ellers tak, du. Been there, done that.

9. December – børn, unge & sorg

Vi var i Lyngby Storcenter i dag, og der stod Børn, Unge & Sorg og solgte nissehuer for 20kr. Overskuddet går til foreningens arbejde med at hjælpe sorg-/kriseramte børn og unge op til 28 år. Jeg købte straks en nissehue via Mobilepay.

Jeg mistede selv min mor for 18 år siden, da jeg var 27, så jeg kender til at være ung i sorg. Både jeg selv og mine jævnaldrende veninder havde oplevet kærestesorger, som tager et par uger, så er man videre. Jeg tænkte, at det værste var overstået, da min mor var blevet begravet.

Jeg tog fejl. Den værste og hårdeste del af sorgen lå efter begravelsen. Og på det tidspunkt syntes mine omgivelser, at jeg havde dvælet nok i sorgen. Der var jo gået TRE uger!

Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var livsforandrende proces, jeg skulle igennem, som helt vendte op og ned på både mig og mit liv.

Det gik ret hurtigt op for mig, at sorgen var større, at jeg var alene, og at jeg havde behov for at gøre noget for ikke at strande. For mig var en sorggruppe vejen videre. Sådan et tilbud er guld værd, for mig gjorde det hele forskellen. Jeg vil gerne være med til at børn og unge kan få samme eller måske endda en bedre mulighed for at få hjælp til at bearbejde sorgen ❤️

7.000 børn og unge mister hvert år en mor, far, søster eller bror. Mere end 100.000 børn og unge oplever hvert år en forælder eller søskende bliver alvorligt syg.

Børn, Unge & Sorg har i snart 20 år støttet og behandlet børn og unge, der oplever at en forælder eller søskende bliver alvorligt syg eller dør.

Børn, Unge & Sorg giver gratis psykologisk behandling til de børn og unge, der bliver syge af sorg og et korps af unge frivillige, der alle selv har mistet, støtter og hjælper alle unge fra hele landet, der har sygdom eller sorg inde på livet i den allernærmeste familie.

Alle tilbud i Børn, Unge & Sorg er gratis.

‘Hvis mormor ikke havde røget, havde jeg mødt hende!’

Knægten og jeg skulle ud og handle i lørdags, og da vi holdt for rødt lys gik blomsterhandleren og røg en cigaret, mens hun pakkede sine blomster sammen. ‘Ad!’ sagde knægten fra bagsædet – ‘hvor klamt, hun ryger en cigaret!’.

Jeg irettesatte ham og sagde, at det ikke er pænt at sige, men han afbrød mig ‘jeg siger det ikke, så hun kan høre det’. Jeg svarede ‘nej, og det er altså vigtigt, at du ikke taler om folk, så de kan høre det’.

Han fortsatte ‘men cigaretter er altså klamme, mor, du kan heller ikke li’ dem’, og jeg måtte give ham ret. ‘Hvis mormor ikke havde røget, så havde jeg mødt hende’ sagde han nøgternt ‘og derfor kan jeg ikke li’ cigaretter’. 

Han ville vide, hvorfor mormor overhovedet røg, når man kan dø af det. Jeg forklarede ham, at at det var dumt af mormor at begynde at ryge, men dengang vidste man ikke helt, hvor farligt det var, og da man fandt ud af det, var det for sent.
‘Ville mormor have kunnet li’ mig?’ spurgte han. Jeg svarede ham, at hun ville have været helt tosset med ham, og at hun ville have klatret i træer med ham og rodet i jorden med ham. Han blev ked af det, og jeg kunne høre hans stemme bæve, da han med eftertryk sagde ‘jeg hader altså cigaretter, hvis mormor ikke havde røget, havde jeg mødt hende!’

Om sorg

Da min mor blev syg og døde i 1999-2000 skrev jeg mig ud af sorgen. Jeg havde rent faktisk en hjemmeside, som min hjemmesideleverandør var så fiks at få slettet, hvor jeg skrev om det at være ung og i sorg. Det er nemlig helt anderledes end at være ældre og i sorg. Når man er ung har man ingen erfaring med sorg – og ens venner har ingen erfaring med sorg udover kærestesorg, som man jo kommer sig rimelig let over. Derfor kan man føle sig helt alene i verden, og i en periode var det meningen med mit liv; at hjælpe andre i sorg via nettet og via sorggrupper, hvor jeg var frivillig.

Teksten herunder er fra 2001, fra min hjemmeside. Jeg lavede en pdf af nogle få af siderne, men desværre ikke det hele.

Kræft

Her er min historie om kræft. Min mor fik lungekræft, da hun var 57 år, og jeg og min familie blev pårørende. Vi var totalt uforberedte, som de fleste er, når kræften rammer. Jeg havde stor glæde af at læse om andres erfaringer, og det er derfor, du nu kan læse vores historie på nettet. Jeg håber, at du får glæde af siderne her. Skriv endelig til mig, hvis du har kommentarer.

Før

Et sted blandt de forreste rækker til Shu-Bi-Dua koncerten, så man min mor højt over de andre mennesker. Hun viftede med armene til musikken, mens min bror bar hende på sine skuldre. Far og jeg stod lidt længere bagude og lo glade af de to skøre skønne mennesker. Vi var til Gammel Elev fest på den skole, vi alle fire har gået på – mor, far, søn og datter. Sammen som så ofte før.

Indledning

‘Ondartede celler’ … Da lægen sagde de få ord, forsvandt gulvtæppet under os. Trygheden blev skiftet ud med angst. Ondartede celler er kræft, og kræft – det dør man af. I rummet sammen med lægen og os, stod pludselig det store sorte uhyre ved navnet “kræft”, som var i gang med at fortære min mor. Vi kunne kun ane uhyrets frygtelige omrids og den lange tunge skygge, som lagde sig henover os.

Jeg blev bange, og jeg blev gal. Følte mig trængt, fordi uhyret ved navn “kræft” nærmest skræmte livet af mig. Jeg vidste intet om kræft – og det jeg vidste om kræft gjorde mig rædselsslagen. Jeg måtte lære min modstander at kende til bunds, for jeg ville ikke lade mig skræmme og besejre af en fjende, jeg ikke kender. Så jeg gav mig i kast med at lære alt om min mors sygdom. Jeg ville give det lede monster kamp til stregen, og jeg ville vinde.

Fra første færd hadede og forbandede jeg sygdommen, skæbnen og kræften under ét for at have ramt min mor. Min mor skulle have et godt, langt, lyst og lykkeligt liv. Istedet ramte den forbandede sygdom hende. Jeg syntes, at sygdommen var fej, fordi den gemte sig indeni min mor og ikke kom ud i lyset og tog kampen op. Jeg kunne næsten se den sidde derinde og spottende række tunge af os. Når vi forsøgte at ramme sygdommen, ramte vi også min mor på den frygteligste måde.

De første skridt … eller de sidste?

Diagnosen

I løbet af vinteren 1998-99 havde mor havde døjet med bronkitis, lungebetændelser og luftvejsproblemer, som penicillin ikke hjalp på overhovedet. Jeg havde ikke tillagt det nogen særlig betydning – vel var jeg da bekymret, men man er jo altid lidt skravlet om vinteren. Mor gjorde heller ikke noget stort nummer ud af det og fortsatte som normalt, selvom hun var småsyg hele vinteren.

I februar fik jeg at vide af far, at mor var blevet henvist til undersøgelse på Gentofte Amtssygehus af sin læge. Jeg kunne høre på far, at han ikke regnede det for noget særligt – det gjorde ingen af os. Alligevel mærkede jeg angsten indeni for første gang. Jeg tilbød at tage fri fra arbejde og tage med mor på hospitalet. Først ville hun ikke høre tale om det, slog det hen med, at det var – ingenting. Da jeg insisterede, protesterede hun ikke og jeg tog med. Den indledende undersøgelse fandt sted 22. februar 1999. På vej til hospitalet viste mor mig en knude på siden af halsen, og mit hjerte sank i livet på mig. Hun havde holdt knuden skjult for os for at beskytte os. Man taler om, at gulvtæppet bliver rykket væk under en. Det havde jeg aldrig prøvet før den dag. Det føles bogstaveligt sådan.

Jeg fyldte 27 år i februar 1999 og om lørdagen holdt jeg en lille middag for mine forældre, min bror og et par veninder. Jeg havde slet ikke lyst til at fejre dagen, men vi fejrede min fødselsdag, som skulle vise sig at være den sidste fødselsdag, jeg fik lov at fejre sammen med min mor.

Svaret på undersøgelserne fik vi om mandagen den 1. marts klokken 10.15. De havde fundet ondartede celler i knuden på min mors hals. Ganske få korte sætninger, der for altid ændrede vores liv.

Vi var sammen, da vi tog de første skridt.
Vi var sammen hele vejen.

Småcellet Lungekræft

Småcellet lungekræft kaldte de det. Oatmeal cancer hed det på engelsk. Havregrynskræft? Hvor farligt kunne det være? Jeg spiser havregryn hver morgen! Hvad var det? Hvad var kræft i det hele taget? Det dør man da af … ikke? Jeg gav mig til at søge på nettet, især på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Jeg ville kende vores modstander, så jeg bedst muligt kunne hjælpe min mor.

Det tog mig ikke særlig lang tid at finde frem til statistikken om 5 års overlevelse. Jeg læste de forfærdelige fakta – noget med at kun 5% var i live 5 år efter diagnosen blev stillet. Den frygtelige sandhed gik op for mig; min mor kunne rent faktisk dø af det her. Jeg nævnte intet om min viden for mine forældre. Vi havde ikke råd til at miste modet på forhånd. Først efter min mors død nævnte jeg det for min far. Han anede det ikke, men var glad for, at jeg havde holdt det for mig selv. Han forstod ikke helt, hvordan jeg havde kunnet leve med den hemmelighed, men det var let nok, for jeg havde intet valg – jeg ville ikke tage modet fra min mor.

Min mor kunne jo ligeså godt være blandt de 5% som var i live efter 5 år, basta!
Med det som mantra gik jeg ind i kampen mod kræften.

http://www.gittepigen.subnet.dk/134020.htm (2 of 3) 1/14/2001 5:18:02 AM

I forreste række

Fredag aften døde min mands moster alt for tidligt af kræft. Hendes forløb mindede alt for meget om min mors; kort, hårdt, nådesløst, smertefuldt og uafvendeligt. Tilbage sidder en familie med et hul i midten. Vores familie blev igen lidt mindre, og vi kommer til at savne en kær gæst i vores hjem. Et vigtigt bånd til min mands historie er klippet over.

Om 1 1/2 måned er det hele 15 år siden min mor døde af kræft. Det gør mig både bekymret og ked af det, at vi her 15 år senere ikke helt for alvor har knækket koden til at stoppe kræft. Det bekymrer mig selvfølgelig mere nu, fordi vi efterhånden rykker frem i forreste række, og vi stadigvæk ikke for alvor kan vide os trygge. Selvom der forskes og arbejdes på at knække koden, så er det ikke lykkedes. Endnu.

I næste uge begraver vi i min familie en kvinde, der dårligt nok nåede at nyde sin 3. alder, men som alligevel nåede at opleve sin datters bryllup og nåede at møde sit barnebarn og se ham komme godt i vej. Hun var heldig, men som så mange før og efter hende slap hendes held op den dag kræften brød ud.

fordi der er liv, der skal leves …

På hospitalet

I dag skulle jeg til den længe ventede undersøgelse på Gentofte Hospital med mit øre. Da jeg sad og ventede, slog det mig, at papirerne fastslog, at jeg skulle til forundersøgelse. Den havde jeg lige misset. Heldigvis, for min mave vendte sig lige en omgang.

Først fik jeg tjekket min hørelse, og så ventede jeg på at komme til hos lægen. Her fik hun fjernet det, der sad fast i mit øre og spærrede for, at min egen ørelæge kunne se, om der var noget galt. Det var superubehageligt at få renset øre med pincet, skrabedimsedut af metal og kamera, men på den lidt bizarre måde var det fint at følge med i, at hun fik fjernet bid for bid af det hvide stads, der dækkede for udsynet til hjørnet af min trommehinde. Til sidst kom den så til syne den skinnende hvide perlesvulst inde i øret. Den, jeg havde håbet, ikke var der. Pis.

Så jeg fik et udvalg af dårlige tider til operation. Hvornår er det godt at blive opereret? Det må ikke gå ud over ferierne, og det gjorde flere af datoerne, og når det desuden haster med at få fjernet svulsten, så er der jo ikke så meget at rafle om. Det bliver 4. April. Ca 14 dages sygemelding, hvilket igen betyder, at påsken ikke bliver ødelagt – yes!

Marts for 15 år siden

Nå, men jeg fik ellers tosset godt rundt på Gentofte Hospital, jeg er virkelig et fæ til at finde rundt og pludselig stod jeg på Lungemedicinsk og tænkte ‘lad mig komme ud!’

På sin vis er det jo et sted, hvor en del af min historie er skrevet. Jeg har besøgt min farfar, min farmor her og jeg har været til utallige undersøgelser med min mor her. Og så slog det mig, at her i starten af marts er det præcis 15 år siden min mor fik sin diagnose.

Faktisk var det 1. Marts 1999, at min mor skulle til de første undersøgelser som følge af en lang vinter med bronkitis og lungebetændelse, der ikke ville gå væk. Jeg havde taget fri, og min mor brokkede sig højlydt, for jeg skulle ikke spilde en fridag på det pjat.

Aftenen forinden var den sidste aften i vores normale liv. Min mor vidste godt, at hun var syg, og at det var alvorligt, men hun havde intet sagt, og hun viste intet. Jeg tror ikke engang, at min far vidste, at hun havde en stor synlig knude på halsen. Min far, mor, min bror, hans kæreste og et par af mine veninder var til fødselsdag hos mig. Det var hyggeligt, og det blev sent.

Dagen efter var min mor og jeg på hospitalet. Hun brokkede sig stadig over, at jeg tog med. Hun sukkede og rystede på hovedet, og jeg spurgte til, hvad planen var og hvor vi skulle starte. Hun tog papirerne; der var tid til røntgen, til undersøgelse .. ‘De skal se på den her’, sagde hun og løftede tørklædet. På hendes slanke hals var den tydelige runding af en stor svulst fra kravebenet og 10-15 cm op af halsen.

Jeg anede det ikke. Og måske gjorde jeg, for hvorfor føltes det ellers så presserende for mig at komme med?

20140304-135412.jpg

Meningen var, at vi skulle gå ned og tage toget hjem, men jeg tog over. Da vi var færdige med undersøgelserne, ringede jeg til min far og bad ham hente os. Han var på arbejde, og der var vist et møde. Jeg sagde, at det var alvorligt, at vi skulle snakke og han skulle hente os nu.

Vi ventede på bænken udenfor. Det første forår var på vej, solen skinnede, og det var bidende koldt. Vi sad der og ventede, før vi tog de første skridt ned ad Cancergaden sammen.

Jeg troede, at min far vidste det, og indtil nu har jeg bare gået ud fra, at han kendte til hendes svulst på halsen, men hvad hvis han ikke gjorde? Det er meget sandsynligt, at han intet vidste, før jeg ringede og forlangte, at han skulle samle os op. Han har måske fået et kæmpe chok, da jeg ringede. Det har jeg aldrig tænkt på.

Kender jeg min mor ret, så vidste han intet. Så har hun skjult det for ham. Havde det stået til hende, så var hun gået gennem det hele alene. Hun ville ikke ulejlige os og hun ville ikke gøre os kede af det. Løvemor.

Fik du set det du ville?

Knæk Cancer. Jeg hader faktisk navnet, for jeg synes, at det er for poppet og for pænt og mega-irriterende friskfyragtigt. Men jeg elsker formålet. Formålet med Knæk Cancer er at støtte kampen mod kræft.

Kampen mod kræft – det er ret personligt, når kræft rammer, men når 34.142 får konstateret kræft hvert år, og cirka halvdelen er i live efter 5 år, så er det ikke bare noget, man kan satse på kun rammer naboen. Så bliver det vores alles kamp mod kræften. Ingen kan være ligeglade. Der dør 15.318 mennesker af kræft om året i Danmark om året. Det er dystre tal, for bag hvert enkelt af disse tal gemmer der sig en historie, et liv der slukkes før tid, så mange liv der berøres dybt og ændres for altid.

I 1999 blev min mor en af de 31.348 personer, der fik konstateret kræft. Hun blev en af dem, der trak ned i overlevelsesstatistikken, for det tog kun 10 måneder fra kræften blev konstateret til hun døde. Min mors sygdom kom som et lyn fra en klar himmel for mig. Som en løvinde havde hun beskyttet mig, og det var først, da jeg sad sammen med hende – meget mod hendes vilje – på Gentofte Amtssygehus en bleg forårsdag i marts ’99, at det gik op for mig, at kræft ikke bare rammer de andre.

Hun sukkede over, at jeg var taget med og spildte en fridag på at sidde og glo sammen med hende på hospitalet bare fordi hun skulle undersøges for lidt lungebetændelse. Da vi havde siddet der lidt, og der var blevet taget blodprøver, så sagde hun ‘de skal også se på denne her’ og trak ned i rullekraven og viste mig en knude på siden af halsen.

Man taler om at gulvtæppet forsvinder under en sådan i en billedlig forstand. Lige dér føltes det sådan rent fysisk for mig. Det frie fald startede lige der. Alting snurrede rundt. Jeg skulle være voksen, og jeg ville bare overhovedet ikke være voksen. Jeg ville lægge mig ind til min mor og få hende til at sige, at det hele ville blive okay igen. Men rollerne var blevet byttet om. Jeg var den voksne, hvadenten jeg ville eller ej.

Kort tid efter diagnosen stod jeg forfrossen ude i Lyngby hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg gik bare ind, jeg var så alene, og jeg var så bange, fordi jeg intet vidste om kræft, og jeg tænkte, at hvis jeg vidste noget mere, så var der måske noget, jeg kunne gøre. Jeg spurgte, om der var nogen, der kunne hjælpe mig, og jeg fik et kram, en kop te, en stak lommetørklæder, en stol at sidde på og en snak med en sød dame, som lyttede og gjorde det hele lidt mindre ubærligt at bære på.

10 måneders kamp med kemo og stråler, med håb og med lykke. Jeg sad med hendes hoved i mit skød, mens hun sov. Holdt hendes hår, når hun kastede op. Jeg klippede hendes hår af, da det begyndte at drysse af af sig selv. Jeg stod op om natten og tjekkede om hun sov. Jeg tørrede hendes tårer bort. Jeg kiggede på kemoen, der dovent dryppede ud af posen og ned i slangen, mens jeg håbede så inderligt.

Jeg overvejede at køre lægen ned, da han sagde, at der ikke var mere at gøre – måske en ny læge kunne gøre tricket? Jeg talte med læger i USA, Tyskland og Sverige. Jeg vidste hele vejen, at min mors kræfttype (småcellet lungekræft med metastaser) stort set var synonym med en dødsdom. Jeg kæmpede desperat for min mors liv, for 5% var i live efter 5 år, og hvorfor så ikke min mor? Jeg græd, når jeg var alene og råbte fortvivlet ud i min tomme lejlighed. Jeg opgav kampen, da min mor bad mig om det. Hun havde ikke flere kræfter, og jeg havde så mange, og det hjalp ikke en skid.

Efter jul blev min mor indlagt, og hun kom ikke hjem igen. Jeg husker årtusindeskiftet som det værste nytår i hele mit liv. Der stod jeg, og jeg kunne ikke få ordene ‘godt nytår’ over mine læber. Jeg vidste, at det ville betyde, at jeg kom ind i det år, hvor jeg ville miste min mor.

Min mor døde, da år 2000 var bare 8 dage gammelt. Hun sov ind i døden, vi talte og grinede sammen om eftermiddagen, og jeg sad lige der ved siden af, mens livet lige så stille forsvandt. Jeg kiggede ud på ringvejen langt nedenfor vinduerne. Bilerne fortsatte, og jeg forstod det simpelthen ikke. Verden var jo lige stoppet, så hvordan kunne bilerne køre endnu?

Jeg syntes egentlig, at jeg var godt forberedt, og jeg synes egentlig, at det gik meget godt bagefter. Begravelsen var smuk, og der var mange mennesker. Men så eksploderede sorgen indeni mig, og jeg ved ikke, om det var huden, der holdt mig sammen. Indeni var jeg gået i tusind stykker, og jeg var alene på en helt ny måde. Sorgen var min og ingen andens. Som tiden gik fandt jeg ud af på den hårde måde, at aldrig er så uendelig lang tid, og at hvert eneste sekund er en smerte.

Efter et års tid begyndte det at lysne, og jeg fandt mig selv igen. Eller .. jeg fandt faktisk aldrig mig selv igen, for sorgen havde ændret mig på godt og ondt.

Jeg mistede min mor for tidligt pga. kræft, men jeg var og er ikke den eneste, der mister deres kære alt for tidligt pga kræft. Derfor ligger kræftsagen mit hjerte så nært. Fordi hvis vi alle støtter op, taler om kræft og danner fælles front, så måske kan vi hindre nogle af de mange diagnoser og dødsfald.

Min søn får aldrig sin mormor at se. Min mand kender ikke sin svigermor. Jeg har mistet min mor. Og min mormor. Og min farmor. Og min farfar. Alle er døde af kræft, og det var faktisk kun min farmor der blev rigtig gammel, før kræften kom igen og tog livet af hende til slut.

For dem og for os. Fordi de ikke fik set det de ville, og fordi vi gerne vil se det hele.