Jeg vil gerne blive hjemme så længe som muligt for veerne. Jeg vil i første omgang prøve at sove/hvile i sengen. Til at begynde med vil jeg gerne have et brusebad og massere mave og lænd med varmt vand fra bruseren (hjemme). Vi skal have rugbrødsmadder, rosiner og bananer klar så jeg kan få energi til fødslen. Vi skal også købe nogle Protin drikke i tilfælde af, at jeg ikke kan spise for smerter. Noget, der fylder og giver energi. Evt en flad kølig cola, ikke light.
Både hjemme og på hospitalet vil jeg gerne være i bevægelse under veerne så meget som muligt. Jeg vil helst ikke fastlåses i rygleje, men prøve at kombinere sidde op, ligge halvt ned, prøve at sidde på hug samt gå rundt så meget som muligt mellem veerne, sålænge mine kræfter holder til det.
Musik skal vi have med. Gerne klassisk samt Avril Lavigne. Mobiltelefoner skal vi have med, men på lydløs.
Muligvis vil jeg synes, at blid lændemassage vil være dejligt, men måske ikke. Fortvivl ikke, skat, hvis jeg snerrer eller råber – det er ikke af dig, men af veerne. Jeg elsker dig, selvom jeg kommer til at snerre af dig. Du må ikke forlade mig undervejs.
Gerne kolde/varme håndklæder. Jeg kan forestille mig, at omfavnelser og kram vil virke klaustrofobisk på mig. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg har lyst til at komme i kar, samt føde i vand, men måske føles det rigtigt på dagen, så jeg vil ikke afvise det.
Der må gerne være en elev tilstede, hvis det er aktuelt.
Jeg vil meget gerne have en epiduralblokade, men hvis det ikke er muligt så lattergas, bistik, samt hvad I ellers tilbyder, som I skønner kan hjælpe mig bedst muligt i min situation. Anvendelse af morfin/pethidin vil jeg helst undgå, men det er ok, hvis det bliver skønnet nødvendigt. Lattergas er helt i orden med mig.
Bliver det aktuelt med kejsersnit, så er det i orden. Prøv ikke at undgå det, men foretag kejsersnit, hvis det er det bedste for baby.
Jeg vil gerne have barnet op på maven med det samme, hvis det er muligt. Den første hud-mod-hud samt øjenkontakt er vigtig for baby og jeg. Så må vi tage et bad senere! Allan skal være med på allertætteste hold i eller ved sengen. Vi skal huske kamera og tage nogle billeder, når baby er i sikker havn i vores arme.
Hvis barnet skal på børneafdeling, skal Allan følge med barnet. Skal jeg sys eller af anden årsag ikke kan få barnet op på maven, vil jeg gerne have, at Allan får baby ind på brystet under blusen.
Jeg vil gerne have, at Allan klipper navlesnoren over, hvis han selv har lyst, og jeg vil gerne have at barnet bliver hos mig, indtil det har suttet første gang.
Besøgende på barselsgangen skal vi prøve at begrænse mest muligt de første 2 døgn (evt mere afhængig af amning), derefter vil jeg gerne se far, Kirsten, Arne, Lise, samt Steen, Laila og ungerne. Andre barselsgæster vil jeg helst vente med at se til dag 4 eller til vi er kommet hjem, og amningen fungerer.
Barselsgæster hjemme: Alle gæster sørger for sig selv – dvs. der er ingen servering, og alle kopper og tallerkener afleveres i opvaskemaskinen. Ingen rygning og begrænset anvendelse af parfume. Alle er velkomne til at tilbyde at tage frisk eller frossen middag med, samt frugt, kager, drikkevarer, madpakker og alt muligt andet.