Jeg puslede NC her til aften, og så legede vi med en blå affaldspose (jaja, politisk ukorrekt I know). Jeg blafrede med den over hans hovede, og så begyndte han at grine højt! Hans latter var perlende, lys og smittende. Allan hørte det inde fra stuen og kom til for at høre hans latter. Det var fantastisk! NC lå bare og sprællede og grinede og jublede over posens magiske bevægelser over hans hovede. Han grinede længe nok til, at vi nåede at filme det.