Som en 89-årig

Det her er en lille fortælling om chok, frygt og ikke mindst om at finde fodfæstet igen.
Jeg er 54 år. Og i går fik jeg at vide, at mine lunger er 89.
Ikke mig. Men mine lunger.
Men det gjorde ikke beskeden mindre chokerende.

Jeg var til pustetest for astma – en helt almindelig undersøgelse, troede jeg. En medicinstuderende lavede testen og kiggede på resultaterne og sagde uden nogen videre forklaring: “Din lungealder er 89 år.” Og så holdt hun døren og sagde ‘tak for i dag’. Jeg havde tid klokken 17, og klokken 17:01 sad jeg i bilen.

Jeg gik derfra helt følelsesløs. Jeg ville bare ud derfra. Sagde til min mand: “Kom!’ Min hjerne kørte på højtryk. Jeg var i gang med at prøve at forstå. Lunger som en 89-årig? Wtf? Er jeg alvorligt syg? Døden nær? Iltapparat, lungetransplantation? Mine lunger virker ikke mere?

Den første, jeg tænkte på, var min mor – jeg havde en plan om, at jeg SKAL blive ældre end hun blev. Hun døde af lungekræft, da hun var 58 år. Blot 4 år ældre end jeg. Så 58 år er en vigtig milepæl for mig.

Det gav ingen mening for mig. Jeg var chokeret. Hvordan kan jeg undgå at vide, at det står så slemt til? Hvorfor har jeg ikke opdaget det? Min krop fejler, og min vejrtrækning er som en 89-årig, og jeg har ikke opdaget det? Skal jeg dø snart?

Hjemme den aften græd jeg, mens jeg lagde tøj sammen, jeg var chokeret og pissebange. Ikke bare for mine lunger og mit liv, men for medicinen. Jeg har prøvet astmamedicin før. Bufomix hed det. Og det blev jeg hundesyg af; kramper i benene, sort svamp i munden, hamrende hjerte, angstanfald, søvnløshed, hoste og problemer med at tale. Det klarer jeg ikke igen, men har jeg overhovedet et valg nu?

Men så begyndte jeg at gøre det, man gør, når man ikke ved noget om noget, og ingenting giver mening: tale med nogen, google og chatte med Claude. Jeg spurgte min mand, og han fortalte, at der er masser, jeg kan gøre – synge for eksempel. Jeg elsker at synge.

Jeg ringede til min veninde og gik en tur, mens vi talte. Hun vil gerne synge i kor med mig! Og jeg kan mærke på mig selv, at det her måske er den bedste idé, nogen har givet mig. Min kloge mand!

Her til morgen ringede jeg så til min læge for at få underteksterne. I min journal var der nemlig kun noteret min vægt og ikke resultatet af pusteprøven, kunne jeg se i app’en. “Lungealder er en computerudregning, som du skal tage med et gran salt”, forklarede hun. Efter lidt tid fandt de frem til min måling fra i går. Mine lunger blev målt til 67% af det forventede. Det ligger ganske rigtigt under de 70%, som jeg gerne skulle ligge over. Det er ikke normalt, men det er heller ikke kritisk.

Jeg lærte:

  • At “lungealder” er en computerudregning, som man ikke kan bruge til noget. Det er en måde at forsøge at forklare lungefunktionen på. Ikke særlig pædagogisk at anvende terror som taktik til at overbringe dårlige nyheder 😱
  • At uklar kommunikation fra sundhedspersonale kan gøre en hel nat til et mareridt 😬
  • At det hjælper at tale med min mand 🩷
  • At det hjælper at ringe til min bedste veninde 👯‍♀️
  • At det hjælper at ringe til min læge og få underteksterne med, når noget ikke giver mening 🩷

Jeg har tid hos min læge om 14 dage. Jeg tager en liste med over de bivirkninger, jeg fik sidst, spørgsmål om alternativer til den gamle medicin og spørgsmål om lungetræning. Jeg er stadig ikke super tryg ved udsigten til at skulle på medicin, fordi det var så slemt sidst. Men jeg er langt mere rolig nu.

Har du prøvet noget lignende? Hvis du har fået en skræmmende besked uden en ordentlig forklaring – så ring til lægen og spørg igen. Du har ret til at forstå din egen krop.

Tree with branches and leaves shaped to resemble human lungs against a blue sky
A unique tree with branches and leaves shaped like human lungs

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.