Den første tid er rædselsfuld – med pil opad

Endnu en morgen, hvor jeg har fået skreget ørerne af. NC vågnede 7:45 og var sød, sjov og frisk. Allerede efter en times tid blev han træt, og jeg lagde ham til ro. Den gik bare ikke. Fra 8:45 til 10:33 skreg han uafbrudt. Jeg prøvede fortsat at lægge ham til ro, men det gik bare ikke; han slog, sparkede, skreg og vred sig. Jeg har en flot rift ved øjet, som han tildelte mig i kampens hede. Jeg prøvede at amme ham, men det trøstede ham i små 5 sekunder, så ramte han loftet igen.

Og jeg aner bare ikke, hvad der foregår! Det er min søn, der går helt bersærk, og jeg har ingen idé om hvorfor. Jeg vil tro, at han er overtræt, men jeg kan på ingen måde få ham til at sove, når han går amok. Og han går amok stort set uden varsel. Hvis jeg ikke når at få ham lagt til at sove indenfor 5 minutter, kan jeg se frem til 1-2 timers skrigeri. I dag er han også plaget af, at hans øjne klør, fordi han er forkølet og har fået virus i øjnene, så de væsker og klør (det er ikke øjenbetændelse iflg. lægen). Det er klart, at det yderligere afkorter hans lunte.

Jeg kunne godt lide at vide, om et barn tager skade af, at hans mor ikke formår at trøste ham, sådan så han græder i timevis? Jeg er der hos ham, og jeg prøver at trøste ham, holder om ham, aer ham, vugger ham, synger for ham – jeg prøver på at være overbærende, trøstende og finde på nye måder at trøste eller aflede ham på. Men det er bare så sjældent, at jeg har succes. Det er skadeligt for barnet at blive efterladt til sig selv grædende, men er der forskel på, at jeg er der, for han oplever mig jo som magtesløs?

Nå, men også denne gang kom jeg til at græde tilsidst. Jeg kan ikke stoppe det, for jeg føler mig komplet utilstrækkelig. Føler at jeg er den værste mor, og at han ville klare sig bedre med en anden. Jeg prøver og prøver. Jeg gør mit bedste, men det er simpelthen ikke godt nok, for han fortsætter jo med at skrige. Jeg kommer totalt til kort hver gang, og jeg ved ikke, hvad jeg så skal gøre. Det virker til sidst så håbløst, jeg har prøvet alt, tit har jeg også råbt af ham, og jeg tænker hver gang, at han aldrig stopper igen, og så kommer jeg til at græde, fordi det er så synd for ham, at jeg ikke kan hjælpe ham. Som en mor jo skal.

Nå, nu har han sovet i 25 minutter og pipper i vuggen. Jeg løber!

Heldigvis er det ikke hver dag, det går sådan. Det sker måske et par gange om ugen, så jeg når for det meste at bygge mig selv op imellem han tager sådan en tur. Normalt føler jeg, at jeg gør det godt nok som mor, men efter 1-2 timers skrigeri, hvor jeg som oftest står alene med det, så bliver jeg helt pillet ned. Men stadigvæk er der flere glæder end skrigeture, men at sige, at den første tid er fantastisk er en overdrivelse af dimensioner. Det er den simpelthen ikke. Den første tid er rædselsfuld med pil opad 🙂

Fra 11:30 og i skrivende stund fortsætter NC med at skrige (klokken er 12). Jeg har lagt ham i sengen med hans sut, så håber jeg, at han køler lidt af. Der er tilsyneladende ikke noget, jeg kan gøre. Jeg har prøvet at trøste ham i en halv times tid, men intet virker, og jeg tror egentlig bare, jeg gør det hele værre, fordi det smitter af på ham, at jeg er blevet stresset og har knald ondt i hovedet, fordi jeg ikke har fået noget at spise endnu.

Det virkede selvfølgelig ikke, så jeg tog ham hurtigt op igen og gik rundt med ham på armen. Han skreg videre. Jeg gav ham mad, han afviste brystet, men tømte næsten en flaske. Klokken 13 faldt han i søvn efter at have skreget igen efter at have spist. Jeg faldt i søvn med ham i armene, for hvergang jeg prøvede at flytte mig, skreg han.

Klokken 14:05 vågnede han skrigende op igen. Han var stadig træt, og hvergang han lige var faldet i søvn igen, vågnede han skrigende op igen, uanset at jeg prøvede at berolige ham. Tilsidst var han lysvågen og skreg og skreg uden stop. Min hovedpine var blevet værre, og hans skrig forstærkede smerten. Jeg måtte bare væk fra hans skrig, for jeg kunne slet ikke tænke klart. Så nu ligger han i kravlegården, klokken er 14:30, og jeg er ved at spise morgenmad. Jeg er fuldstændig udkørt, jeg har så ondt i hovedet, og jeg ønsker bare, at nogen ville tage ham og lade mig være i fred bare en time.

****

Nogen kom faktisk og reddede mig: Min søde mand. Jeg pakkede NC ned i Voksiposen og var på vej ud og trille ham en tur. I døren mødte jeg Allan, og jeg brast ud i gråd af ren frustration. Og han havde også haft en møgdag! Vi er nogle kønne nogen! Sammen trillede vi en tur over til farmor og bedstefar – og selvfølgelig punkterede barnevognen på vejen. Det burde vi da have regnet ud ville ske på sådan en dag.

Som altid er det magisk for NC at komme over til farmor og bedstefar; han livede op og glemte helt at skrige. Lige indtil sengetid, faktisk – hvor han skreg 45 minutter, før han kapitulerede og faldt i søvn i mine arme. Pyyyha, for en dag!