Jeg har lige lagt min store dreng til sin formiddagslur. Han var så sød og træt. Han puttede sig ind til mig og faldt i søvn i mine arme. Jeg lagde ham blødt ned i hans seng og gav ham dyne på. For hver dag der går elsker jeg ham mere og mere. Jeg har elsket ham siden før jeg fødte ham, og jeg har elsket ham højt i den første svære tid, men nu mærker jeg kærligheden til ham boble og vokse indeni mig dag efter dag. Som en blomst folder kærligheden sig ud i mig i alle sine smukke farver.

Tanken om, at jeg skal aflevere ham om 2 måneder er hård. I stedet for mig bliver det hans dagplejemor, som oplever hans bedste øjeblikke på dagen, og samtidig kan jeg nærmest ikke forestille mig, hvad jeg kan lave uden ham. Det bliver sundt for os begge at bryde symbiosen, men tanken om det er hård. Jeg føler egentlig, at jeg burde have nydt min barsel indtil nu noget mere, men det har været for svært til at nyde barslen i fulde drag. Glimtvis har min barsel været fantastisk, men også helt fantastisk frustrerende, fordi absolut intet er blevet som jeg forestillede mig det.

Jeg havde ikke forestillet mig i min vildeste fantasi, at det ville være så svært den første tid. At jeg i dén grad ville være grounded herhjemme med en skrigende baby i 6 måneder. Allan tog bilen, mens jeg var hjemme den første tid, men det gjorde ikke den store forskel. Havde jeg haft bilen, da det blev efterår, var jeg alligevel ikke kommet nogle vegne, fordi NC var utilregnelig, og jeg havde ikke den store selvtillid og eventyrlyst på det tidspunkt. Jeg sammenlignede det med at have en tidsindstillet bombe i liften, så i den tid brød jeg mig ikke om at tage ham med nogen steder.

Så den første tid for mig var en perlerække af drømme, der ikke blev til noget. Hverdagen var langt værre end jeg havde drømt om. Først var der problemer med amning. Så fik NC ikke nok at spise. Så var der hans store skrigeture og hans manglende søvn om dagen. Men allerværst var den konstante bekymring omkring hans (lave) vægt og madindtag, der gjorde det totalt af med min tillid til mig selv om mor – for når jeg sådan kunne overse, at min søn sultede, hvad slags mor var jeg så?? Jeg måtte være dårligere end dårlig, ihvertfald.

Indtil jeg gjorde op med det, levede NC og jeg fra flaske til flaske. Jeg holdt nøje øje med hvor mange milliliter, han indtog og prøvede konstant at nøde ham til at tage mere. Konstant var jeg stresset, bekymret og ked af det, fordi han aldrig kom op på at spise det, han skulle. Og det blev ikke meget bedre med den faste føde. Han spiser stadig ikke særlig meget sammenlignet med andre jævnaldrende børn, men det smadrer ikke min tillid til mig selv som mor længere. Allan og jeg gør vores bedste, og vi er gode forældre med masser at give NC. På nogle områder halter det med strutkur (ha! … jeg mener struktur), men kærlighed mangler NC ikke.

Oveni det følte jeg, at jeg havde et barn, som jeg ikke på nogen måde forstod, og som jeg ikke på nogen måde kunne kommunikere med. Der var ikke andet end skrig og skrål hele tiden, og jeg vidste aldrig hvorfor. Tit prøvede jeg alle de gængse løsninger, men sjældent var der noget, der virkede – og hvis det endelig virkede, så virkede det ofte først 5. eller 6. gang, jeg havde tilbudt alle muligheder; pludselig ville han spise eller sove.

Samtidig følte jeg tit, at jeg havde ødelagt mit liv og var gal, vred, ked af det og frustreret. For tænk, hvis det skulle være sådan altid; at have et barn, som man ikke forstår og ikke kan kommunikere med. Jeg var så frustreret og ulykkelig i en periode, så jeg overvejede om jeg havde fået en efterfødselsreaktion. Det havde jeg måske, tænker jeg her bagefter .. men jeg havde ikke overskuddet til at tage mig af det. Det er blevet meget bedre nu i takt med, at vi har fået indført nogle rutiner, og at NC er blevet nemmere at forstå og kommunikere med. Nu føler jeg ikke længere vrede, men nysgerrighed på hvordan resten af vores liv sammen skal blive – ?

Nu har vi størstedelen af barslen bag os, og nu føler jeg, at jeg virkelig kan begynde at nyde det, fordi NC er så nem og sjov nu sammenlignet med tidligere. Gad vide, om det er sådan for alle, at man vågner op, når barslen synger på sidste vers og tænker – hvad skete der lige her…??