På vores charterferie var der et festligt ungt Animation Team, der lavede forskellige poolside aktiviteter i løbet af dagen; yoga, dart, polo, bingo osv. Man er selv ude om hvis man keder sig! Animation Team stod også bag en del af aftenunderholdningen (kl 21:30), samt minidisco (kl 20) hver eneste aften. Nogen vil nok mene, at det er hæsligt med überfriske unge mennesker, der forsøger at sætte liv i kludene, men jeg synes, at det er superfedt. Specielt for vores 8-årige var det et hit, at der var nogle seje unge mennesker at se lidt op til.
Vi var til minidisco stort set hver aften. Mini disco startede med, at Lopesans maskot Panchi – en glad blå delfin, løb rundt i festsalen og hilste på alle børnene, som så fulgte med op til scenen, hvor Panchi sagde farvel og en fra Animation Team sang børnesange med børnene. Hver aften sang de en række mere eller mindre kendte fagtesange på forskellige sprog; spansk, engelsk, tysk. Efter et par dage med minidisco er sange som ‘Chu chu ao’ og ‘Ah ram sam sam‘ velkendte klassikere hos vores søn (.. og os 🎶) – og heldigvis kan man købe cd’en med hjem 😘 (den kører på repeat i bilen, og jeg har blå mærker på armen, fordi det bliver lidt vildt, når vi laver the chicken dance i bilen)

Torsdag aften var der True Colors show med Animation Team. True Colors er et danseshow bygget over Trolls filmen, som er den bedste film vores søn nogensinde har set. Vi sad på første række, og det var fantastisk! Dels at se de dygtige unge mennesker fra animation team danse i virkelig gode trolls-kostumer til den supergode musik fra filmen. Alt foregik på engelsk, men det er no problem, når man er 8 år. Det var et kæmpestort hit. Det var så rørende at se vores store dreng fuldstændig medrevet. Han sang med på sangene, lyttede intenst og holdt sig for øjnene, da orkerne kom.
Bagefter blev han fotograferet med alle trolls’ene, og han var så glad – og på samme tid virkelig ked af, at det var forbi, fordi han aldrig kommer til at se det igen.