Jeg har altså ikke købt kravlesko. Det burde jeg måske ikke skrive så åbenlyst på nettet, for det er i nogle kredse det samme som at indrømme, at jeg er en ægte ravnemor, for kravlesko er jo “det bedste til dine børn”, som en af producenterne skriver.
Jeg levede i naiv og lykkelig uvidenhed om, at der findes (endnu) et uundværligt baby-aggregat ved navn kravlesko, indtil en med-mor spurgte, om jeg også havde tænkt mig at købe “det bedste til mine børn” … Hvis du heller ikke aner, hvad kravlesko er, så er det sko til babyer, der er begyndt at kravle.
Det fantastiske ved nogle af disse kravlesko er, at de ikke bare er lavet af blødt læder, de er endog lavet af “specialfremstillet krom-frit læder fra New Zealand. Læderet er farvet og tørret, hvilket giver en exceptionel blød struktur, som er venlig mod barnets sarte hud”. Andre er lavet af “det blødeste gedeskind”.
Min hjerne kan ikke fatte, at det skulle være nødvendigt med andre sko på nuværende tidspunkt end de futter, NC har med skridsikre dupper under foden. De hæmmer på ingen måde hans fods naturlige facon og funktion. Det er jo netop vigtigt, at han fornemmer sine fødder bedst muligt, så han lærer at finde balancen uden sko på. Når han så kan gå, får han rigtige sko (som måske endda er venlige mod hans sarte hud).
Jeg arbejder jo med markedsføring, og det er nok derfor, at alt på mig stritter, når jeg læser vendingen “det bedste til dine børn” i forbindelse med overflødige produkter til babyer. Bræk. Det er ikke andet end en kæk marketingkollegas kreative produktudvikling, der er gået en anelse over gevind.
Hvordan sælger vi flere sko? Lad os nu se … kunne vi sælge sko til babyer, der ikke kan gå? Vi skriver “det bedste til dine børn”, og så kan vi ramme nybagte mødre på deres usikkerhed. Dét bliver en sællert. Desværre ja … men det burde være en ommer.
En hurtig omgang googling afslører, at kravlesko er stort på nettet. Et par gode (?) kravlesko koster i omegnen af 2-500 kr. Det kan jeg få et par fede sko for – eller to par på udsalg! Men så er de altså heller ikke af new zealandsk kromfrit læder, der er venlige for huden på mine sarte pusselanker. Stakkels mig!
Næ, jeg savner en slags knæbeskyttere til NC med skridsikre dupper på, så hans knæ ikke glider på vores trægulv. Dét ville være en smart opfindelse – !