Efter sådan en skærtorsdag er der ikke just plus på kontoen, så da NC nægtede at sove her til formiddag, var min tålmodighed ekstra kortlivet. Særlig fordi jeg oveni er rigtig træt, tung og utidig, selvom jeg fik NC til at sove en ekstra time fra 7-8 og ellers har sovet udmærket i nat. Allan er ovre hos sine forældre og læser til eksamen. Det er en rigtig god disposition, for der er fred og ro – ikke skrig og skrål.

Jeg mærker frustrationen vokse som ild i min krop. Jeg kan ikke få NC til at sove på nogen måde. Første gang hvor jeg var tæt på at få ham til at sove var ved 9:15-tiden, men så kom jeg til at hoste, så han vågnede helt op og gav sig til at skrige. Næste gang jeg næsten havde fået ham lullet i søvn var næsten en time efter, men så smed naboen en affaldspose i skakten med et ordentligt rabalder, og så vågnede NC med et sæt og gav sig til at skrige igen.

Da jeg så omsider havde fået dysset ham ned igen, var der gået endnu halv time; jeg fik lagt ham i seng og puttede ham, men så fik naboen påskegæster. De stod og snakkede og lo ganske kort i opgangen, men det var nok: Så skreg NC i vilden sky igen.

Nu har jeg siddet og forsøgt at køle ham ned i endnu en halv times tid, men denne gang er det mig, der er rødglødende af frustration og dermed også totalt ude af stand til at virke beroligende på ham. Det er håbløst at prøve på at dysse ham ned med sindet i kog. Det er spild af tid.

Jeg bliver så irriteret på ham; han ligger og river mig i næsen og i læberne med sine skarpe negle, så jeg har fået et par blødende flænger på indersiden af næsen og en indvendig på overlæben. Det gør skide ondt, og det bidrager bestemt ikke til den gode stemning. Det gør mig om muligt endnu mere irritabel og frustreret.

Nu må han skrige sig i søvn, jeg har fået nok af at sidde og være kradsebrædt for en lille forkælet møgunge, der nægter at sove på 2. time. Nu holder jeg to timers pause – om nødvendigt med høj musik på IPod’en. Får jeg ikke en pause nu, kaster jeg ham simpelthen ud af vinduet – eller hopper selv! Jeg er SÅ træt af at høre ham skrige, samt at blive kradset og revet.

Det paradoksale er, at fra jeg traf beslutningen om at lade ham skrige sig i søvn og til nu er der kun gået 5-10 minutter, klokken er nu 11:35. Nu er han helt stille inde i sengen. Mon det er et godt tegn? Mon han sover? Tør jeg kigge? Svaret er: Nej! For både døren og gulvet knirker, og det sidste jeg ønsker lige nu, er at påkalde mig hans opmærksomhed eller komme til at vække ham.

Der er stadig helt stille inde ved siden af … klokken er 11:43. Jeg sidder og leger stilleleg ved computeren. Fik en sms, fløj (lydløst) ind og fik sat mobilen på lydløs. Har lige kigget – han ligger på maven og sover som en baby!

Så er der dømt mor-pause til mig med hvid cappuccino med blødt cremet skum sammen med den sidste rest kage fra i onsdags. Life is good!

PS klokken er 13:03 – og der soves stadig 😀