Nicholas Carl ligger inde ved siden af og snorkbobler. Han har haft en god dag i dagplejen – det blev til 3 timer, så ringede dagplejemoren og sagde, at han var ved at være klar til afhentning. Ikke sådan at forstå, at han var utrøstelig og ulykkelig, men efter middagslur og lidt frokost kunne hun se, at han var ved at have fået nok af alt det nye.

Det gik  rigtig fint, da jeg afleverede ham klokken 9. Jeg blev hængende lidt, snakkede lidt med dagplejemoren og lod NC kravle rundt og se sig omkring. Han var nysgerrig og slet ikke ked af det. Han så lidt betuttet ud, da dagplejemoren tog ham op, og jeg sagde farvel og vinkede til ham.

Jeg var også lidt betuttet, men heldigvis havde jeg en plan; nemlig at komme til træning i Fitnessdk. Det blev til en omgang god grundig og langvarig træning – og en konstatering af det indlysende; at min form er elendig. Alt hvad jeg foretog mig af styrketræning gjorde ondt – og de vægte, jeg trænede med, var meget meget meget lettere end “sidst” – før graviditet og fødsel og Nicholas Carl. Forståeligt nok, men alligevel … jeg gad sgu da godt være blevet positivt overrasket!!

Det værste tidspunkt for mig var helt klart, da jeg kom ud fra Fitnessdk klokken 11:40. Så anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg følte, at jeg manglede det allervigtigste i mit liv, jeg blev rigtig trist og fyldt op af savn. Jeg overvejede at køre hjem, men forkastede det, for jeg vidste, at jeg bare ville dreje rundt om mig selv derhjemme og måske endda sætte mig ned og tude. Jeg overvejede min muligheder og valgte at køre op i hovedgaden og gå en tur. Men jeg kom kun lige ud af indkørslen fra Fitnessdk, så ringede dagplejen.

Nicholas Carl lyste op i et stort smil og rakte ud efter mig, da han så mig. Jeg fik ham over på armen og krammede ham. Min lille skat! Straks var han verdensmand igen; han ville ned og lege med de andre og klappe hunden. Vi sagde farvel til de andre, samlede far op derhjemme og kørte over til farmor for at få lidt frokost. Efter frokost blev han meget meget træt, og vi kørte hjem. Efter en lille times kamp faldt han endelig i søvn.

Nu ligger han inde ved siden af og sover og drømmer om alle de dejlige oplevelser, han har haft i dag. Selvom han savnede mig, er jeg sikker på, at han har haft en god og spændende dag. Han virker helt tryg ved at være i dagpleje, og han er vildt nysgerrig omkring de andre børn – for ikke at glemme hunden. Han blev ikke engang forskrækket, da hunden gøende fór gennem det hele, fordi det ikke er det sædvanlige postbud, der kom med en pakke.

I morgen skal jeg til kontrol på hospitalet 11:40, så i morgen bliver det en lang dag i dagplejen. Jeg har forberedt dagplejen på det, og hun regner med, at de laver madpakker og går en tur med barnevognen, så NC kan sove i den og forhåbentlig holder lidt længere. Jeg håber, at det går godt, men puuh, jeg har det skidt med det. Jeg ville ønske, jeg kunne finde på noget andet – fx flytte aftalen – men det kan jeg ikke.

Så planen i morgen er i store træk som i dag; aflevere ved 9-tiden, træne i Fitnessdk og køre direkte til Gentofte. Når jeg har været der, ringer jeg til dagplejemoren og hører, hvordan det går og om jeg skal hente NC.