Stakkels lille NC var vildt ked af det og urolig i nat, så til sidst gav vi ham en halv Panodil i rumpetten. Han havde 38,6 i feber. Omsider sov han i 2 timer, før han igen begyndte at græde utrøsteligt og kaste sig rundt i sengen. Efter halvanden times tid hvor han til sidst var nærmest desperat og tilmed nægtede at amme, forstod jeg, at jeg intet kunne gøre, og derfor ringede jeg til lægevagten – som sagde “kom med det samme”.

Vagtlægen kiggede i hans ører – og der var forklaringen; mellemørebetændelse. Vi fik indtelefoneret en recept på penicillin til apoteket, samt instruks om at give Panodil rektal op til 5 gange i døgnet. Vi kørte direkte fra lægevagten til apoteket og hentede medicinen. Vi hentede også morgenbrød og kørte hjem til Allans forældre.

Her var vi det meste af dagen; NC fik sig to lure af en times varighed. Slet ikke nok, men bedre end ingenting. Han var i supergodt humør, da han havde fået penicillin, panodil og en lur. Han pilede konstant afsted i retning af fjernsynet, mens han skraldgrinede. Jeg løb efter ham hver gang og fangede ham med et “haps!”. Han jublede over legen, det var lige sagen! Han ved udmærket, at han ikke må pille ved fjernsynet, så det er det, der er det mest spændende og sjove at pile i retning af.

Her til aften har jeg givet ham en panodil, samt penicillin, og så havde jeg håbet, at dén cocktail ville give ham ihvertfald et par timers søvn. Jeg lagde ham i seng klokken 19, og han sov med det samme.

Men allerede efter 45 minutter (klokken 19:38) vågnede han igen. Jeg gik derind. Han græd hæst og stille, for han er så udmattet, at han ikke har kræfter til at give den fuld gas. Han kastede sig hvileløst rundt i sengen, på skødet af mig, mens han skiftevis diede hos mig og afviste brystet. Han slog og sparkede, samt rev og kradsede mig i ren og skær frustration.

Af og til sad han bare ret op og ned og græd stille. Det er næsten ubærligt at se ham sådan. Han har det helt forfærdeligt, og jeg kan ikke gøre andet end at være der for ham. Han var helt udmattet.

På et tidspunkt lå han på alle fire med ansigtet ned i madrassen. Jeg gav ham let skuldermassage og strøg hans ryg stille og ensartet. Det virkede tilsyneladende beroligende. Han faldt næsten i søvn – men så kløede hans øre…

Til sidst ville han til brystet igen, så det kom han. Han lå på maven halvvejs på mit skød med hovedet nede på madrassen, og jeg sad vildt akavet for at amme ham, men det gav pote, for kort efter sov han. Jeg kunne lige så stille løfte ham over i hans egen seng.

Klokken var 20:15 da jeg kunne liste ud. Den halve time føltes som om den havde varet i timevis. Jeg var ved at give op undervejs, for jeg kunne intet gøre for at hjælpe ham, og han virkede mere og mere ulykkelig og frustreret. Jeg kan ikke give ham mere panodil lige nu. Men til sidst overmandede trætheden ham heldigvis.

For pokker … det er vanvittig hårdt at have et sygt barn. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage det fra ham alt sammen, så han kunne være frisk. Jeg kan næsten ikke bære at se ham have det sådan og ikke kunne gøre den store forskel. Det gør ondt langt ind i hjertet. Men jeg må bare være der, når han har brug for mig og kalder på mig.

De forrige nætter har været meget urolige, men jeg føler overraskende nok ikke den store træthed. Jeg ved dog, at jeg må gribe chancen og snart gå i seng. Hvis han vågner en gang i timen igen i nat og er svær at få til at sove igen, så skal jeg være klar og så frisk som muligt til at håndtere det. Derfor vil jeg gå i seng nu.

Jaja, jeg ved godt, at det er lørdag aften og klokken ikke engang er 21, men det er det eneste jeg har lyst til, fordi det måske kan hjælpe min lille søn lidt, at mor har lidt mere overskud at tære på. Allan er til sin brors fødselsdag. Vi skulle selvfølgelig have været med, men vi meldte pas på grund af NC. Det havde været synd at slæbe ham med til fødselsdag med en masse glade børn og voksne, når han ikke har overskud til at deltage i festlighederne.

Jeg talte med min bror i nogle af de 45 minutter, hvor NC sov. Hans fætter er i gang med sin 3. penicillinkur i år. Min bror fortalte mig, at de har bemærket, at drenge generelt er mere syge end piger. Piger er mere hårdføre, siger han. Min niece har ikke haft en sygedag, men det er allerede tredje gang i år, at Nicholas’ fætter er syg i længere tid. Måske er der noget om det?

Der er ingen tvivl om, at dagplejestarten med al dens bakterieflora er hård for Nicholas Carls jomfruelige immunforsvar. Det er sikkert heller ikke sidste gang, at han bliver lagt ned i løbet af de første par måneder som institutionsbarn. Vi er (var) de eneste i min mødregruppe, der ikke har haft brug for vagtlægen. Indtil altså i morges. NC har vitterlig ikke fejlet noget som helst hele vinteren, selvom han har været i kontakt med sine fætre og kusiner, samt mange andre små børn.

Nå, nu vil jeg sige nighty-night og håbe på en god nattesøvn til os alle. Mest til NC, så han kan blive hurtigt rask igen.