ADHD & afbrydelser

Vores søn er god til at vente i kø og vente på sin tur – faktisk er han supergod til at vente på tur i alle andre sammenhænge end når nogen taler sammen. Hånden på hjertet, det er vildt irriterende og kampstressende at blive afbrudt på den måde. Udover at jeg bliver fyldt af frustration og stress, så irriterer det andre, at vi bliver afbrudt – og jeg kan ikke stoppe det. Min søn forstår det simpelthen ikke. Vi har denne ‘samtale’ 25 gange om ugen:

Jeg taler med en anden voksen (min mand, en pædagog, en anden forælder, et barn, kassedamen, telefon …), og drengen siger noget til mig. ‘Vent’ siger jeg ‘jeg taler med xxx’. Knægten hæver stemmen og river fat i mig. ‘Stop’ siger jeg og viser ham hånden, og jeg taler hurtigt videre med den anden. ‘DU VIL ALDRIG HØRE PÅ MIG!’ brøler han, og han begynder af og til at græde. På det her tidspunkt er samtalen selvfølgelig blevet afbrudt, og jeg er rasende.

Jeg siger vredt typisk noget i stil med ‘du må ALDRIG afbryde, når jeg taler’ Han kigger på mig og svarer ‘det ved jeg – men ….’ og så siger han det, han har på hjerte. Jeg har på det tidspunkt absolut ingen lyst til at høre på ham og siger ‘jeg gider ikke høre det, fordi du afbryder’. Jeg får at vide, at jeg er dum.

Jeg har prøvet at tage situationen up front. Forklare ham det, og han forstår det tilsyneladende teoretisk. Jeg har også lagt hånden over hans mund og bedt ham tie stille. Jeg har brølet ‘ti SÅ stille’ til ham. Jeg har prøvet at tale højere med den anden voksne og har ignorere hans højere og mere og mere frustrerede forsøg på at skære igennem. Han kan finde på at gribe fat om min kæbe og dreje mit hoved eller rive mig på kroppen for at sige noget til mig. Ultimativt skriger han og slår mig for at trænge igennem.

Og han ‘vinder’ jo ofte, særligt når det er andre end min mand, jeg taler med, for det er mindre afbrydende at tale med ham midt i en anden samtale end at forsøge at stoppe ham. Jeg hader virkelig den adfærd, og jeg kan åbenbart ikke forhindre det.

Hvis jeg en sjælden gang får bremset ham, og så bagefter spørger, hvad han ville, så er han videre i sit hoved, og han kan ikke huske hvad det var. Og det er jo også tarveligt af mig, når jeg udmærket ved, hvor flygtige hans tanker er. Så det er måske noget med at acceptere, at han afbryder – og sørge for at lytte, førend tanken er væk igen. Men det er samtidig svært, for det går i den grad ud over vores sociale liv, når vi så ofte bliver afbrudt. Samtalen stopper jo, og de fleste trækker sig og bliver måske endda irriterede og sure.

Forleden blev min far sur og overtog den opdragende rolle, fordi jeg gled af på min drengs gentagne afbrydelser for husfredens skyld. Min far fatter det nemlig slet ikke – at netop denne adfærd er ADHD/autisme-relateret, og der måske ikke er noget at gøre ved det. Og jeg bliver også virkelig sur selv, når det sker, selvom jeg godt ved, at det er en af de vanskeligheder, han har som følge af autisme/ADHD.

Men hvad stiller jeg op med det? Jeg har overvejet at indføre et ‘taletidskort’ – fx et rødt kort, som jeg kan give ham, når han afbryder – og som betyder, at han skal vente på tur. Up front selvfølgelig forklare ham, at han skal tie stille, når han får det, indtil det bliver hans tur. Men tiden er et issue. Æggeur er måske bedre – stille det på 5 minutter? Men før jeg har forklaret ham det, fundet og stillet æggeuret, så er samtalen død og begravet. Hmmmm…

2 Comments

  1. Jeg kender SÅ meget til dette her. For to år siden var det min datter. Men nu har lillebror overtaget x 100. Det er KONSTANT. Især herhjemme fylder det. Netop fordi ens krop jo næsten går i alarmberedskab og blir stresset, fordi man ved man ikker får lov til at snakke færdigt. Når min mand og jeg sidder og snakker over morgenbordet, ja, så opgiver vi ind imellem, fordi det faktisk næsten kræver mere af os at forklare ham 20 gange i løbet af de 5 min vi prøver på at samtale, at jeg faktisk rigtig gerne lige vil høre hvad far fortæller og det så er hans tur bagefter.
    Jeg håber han ligesom sin søster “vokser” fra det. Nogle gange tvivler jeg.
    Så jo, det er max frustrerende og også stressende for mig.

    Like

  2. Jeg har ingen svar. Vil bare fortælle, at jeg kender det, altså frustrationen over at blive afbrudt midt i samtaler (også i telefonen). Og min søn HADER selv at blive afbrudt. Hvis man afbryder hans talestrøm (ofte om et for mig totalt ligegyldigt computerspil fortalt i uendelige detaljer), bliver han meget vred og starter forfra…
    Hvis vi er i byen (har sjældent min søn med), så ved jeg også, at jeg ikke skal stoppe og snakke med andre. Så begynder min søn at hive i mig og blive sur, sige at vi skal gå osv. Derfor siger jeg bare hej, hvis vi møder nogen vi kender. Eller snakker kortvarigt med dem for at gå videre.

    Jeg synes umiddelbart, at tanken om et “taletidskort” kunne være en idé. Eller når du laver et “stop-tegn” med din hånd (altså holder fingrene samlede med håndfladen mod ham), betyder det, at du har set, at han gerne vil sige noget til dig, men at du er i gang med en anden samtale, og at du nok skal høre ham, når du er klar. Det “kort” har du så at sige altid ved hånden 😉 – Nej, den var godt nok lidt plat, sorry.

    Like

Der er lukket for kommentarer.