Så er vi blevet slået hjem igen; konstant skrigeri, og igen melder tvivlen sig. Jeg føler simpelthen ikke, at jeg kan magte det. Jeg kan jo ikke få det til at fungere. Heller ikke i går kunne jeg lægge ham til lur, og den sidste uge har jeg ikke kunnet lægge ham for natten uden timevis af gråd og kamp. Hvad går der galt??

Hver gang jeg lige tror, at nu kører det, så kører det af sporet igen. Jeg har åbenbart ikke nogen pædagogisk sans og har absolut ingen forstand på at passe babyer. Ihvertfald går det jo totalt galt igen og igen. Det er som om andre mødre ved noget, jeg ikke ved. Jeg kommer til kort igen og igen, når han skriger sådan. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men andre ved det åbenbart og klarer det. Eller fortæller de bare ikke om at de heller ikke ved det?

Lige nu er han udmattet – det vil sige, jeg aner jo faktisk ikke om han er udmattet. Jeg går bare ud fra det, for han gnider sig i øjnene, river sig i ørerne og vælter rundt. Men måske er han ikke træt, for han nægter at sove. Jeg har i 1 1/2 time forsøgt at få ham til at sove på sædvanlig vis, det er tæt på at lykkes, men så vågner han alligevel og skriger.

Så tænkte jeg, at det måske stadig er ørerne, der gør ondt, så jeg gav ham en panodil. Det virkede overhovedet ikke. Det gjorde det hele værre. Måske får han ondt i maven af panodil? Men panodil giver ikke maveproblemer, har jeg lige læst mig til, så det er nok ikke det. Men hvad er det så?

Lige nu prøver jeg at lade ham græde sig i søvn. Problemet er bare, at han ikke græder, han skriger – og det river mit hjerte ud, men jeg har ikke flere alternativer! Han står op og skriger for fuld hals i sengen, og det hele føles så forkert!

Jeg føler mig totalt håbløs. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Der er ikke andet at gøre end at vente. Nu har han skreget i 20 minutter derinde uafbrudt. Der er vel også grænser for hvor længe han kan skrige, før han falder i søvn?

Der er ihvertfald grænser for, hvor længe jeg kan holde det ud. Det er helt sikkert. Og jeg er langt ude over den grænse. Hele min krop ryster, tårerne triller, jeg kan næsten ikke bære det, men han skal jo ikke mærke, at jeg er ved at falde fra hinanden. Hvorfor hvorfor hvorfor vil han dog ikke sove!!?

Sutten røg lige på gulvet, så jeg går ind til ham. Han er helt fra den. Han skriger helt vildt. Gad vide, hvad naboerne tænker. Ha, jo, det ved jeg jo godt. Vores overbo har sagt til Allan, at hun ikke fatter, at vi vil vil have en til, når den første er så besværlig. Lige nu fatter jeg det heller ikke. Så jeg ved udmærket, at de hører ham skrige og gør sig deres tanker om, hvad der foregår her hos os.

Hoho, ja undskyld nissegrinet – men jeg må le af mig selv! Den kærlige måde virker altid. Punktum! Det må jeg simpelthen prøve at huske på, når jeg desperat falder for fristelsen til at bruge den ukærlige grædemetode på NC.

Jeg gik ind til en meget oprevet lille NC (undskyld lille skat!!) og prøvede én gang til med masser af kærlighed. Jeg tog den lille oprevne purk og holdt ham tæt til han næsten ikke sprællede og skreg mere. Jeg bemærkede, at han vægrede sig for at ligge ned, så jeg hævede hovedgærdet og lagde ham med hovedet højt hævet på Allans hovedpude. Han puffede sig tæt ind til mig – og faldt i søvn.

Og nu er klokken 15. Vi er lige stået op. Vi har måske ligget og leget i sengen en halv times tid, men ellers har han sovet tæt ind til mig med næsen i 3 timer. Jeg har også sovet, afbrudt af at postbudet kom og af NCs bevægelser og møven tættere på. Dejligt!

Der er flere ting, jeg kan lære af dette:

• Jeg vidste, at han var træt. Jeg havde ret. Så jeg er en god mor med masser af naturtalent ligesom andre mødre.
• Den kærlige metode virker altid, selv efter længere tid og flere omveje.
• Den ukærlige metode er ikke god – hverken for NC eller mig. Vi kommer til at græde – begge to!
• Når tingene brænder på – time-out og sov alle mand!