Det gør den for alvor nu. Min barsel er faktisk helt slut prut. I morgen skal jeg på arbejde, og jeg er lidt blue omkring det. Ja, jeg har fældet en tåre! Misforstå mig nu ikke; jeg elsker at arbejde, jeg elsker mine kolleger, og jeg er spændt på mit nye job, men jeg ved også, at det tager kun ganske kort tid, før barslen for alvor er historie, og hverdagen med barn, mand og job kører for fuld skrue derud af.

Jeg er lidt nervøs, for jeg kender ikke det liv, jeg skal til at leve nu – som udearbejdende mor. Jeg har længe været udearbejdende, men jeg har kun været mor i et lille år nu. Kombinationen af de to virker nærmest umulig, for det sidste år har jeg jo været fuldtidsmor. Hvordan smækker jeg lige 37+ timers job og 8-10 timers transport oveni det med både smil, latter og overskud på alle fronter?

Jeg frygter, at jeg kun får ulvetimen med NC, hvor både han, Allan og jeg er trætte. Jeg frygter at blive en råbemor og råbekone. Jeg frygter, at vores dagplejemor skal opleve NC i alle hans bedste timer, og at hun skal fortælle mig om første gang han løb efter en sommerfugl og andre små mirakler.

Men jeg kan jo beslutte mig for, at jeg vil være sød og kærlig mor i stedet for råbemor. Og sød og kærlig kone i stedet for råbekone. Det er målet. Måske kikser jeg indimellem. Men det er ihvertfald målet at aflive råbemoren og råbekonen en gang for alle!

Jeg ved også, at det er vigtigt, at jeg giver slip og lader NC udvikle sig væk fra mig. Det er jo meningen med det hele; at jeg over de næste mange år gradvist skal sætte ham fri og lade ham flyve.

Men lige nu er det hårdt at sige farvel til barslen. Barslen var måske den bedste tid af mit liv, og et langt stykke hen af vejen vidste jeg det ikke. Jeg indså her til sidst, at barslen vitterlig var en gave, men det tog mig bare alt for lang tid at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge den rigtigt.

Så farvel, kære barsel … måske ses vi igen en dag?