Man kan sove, når man bliver gammel
(og hvis man ikke bliver gammel, har man ikke spildt tiden med at sove)

var mit kække mantra, da jeg gik i byen flere aftener i træk til den lyse morgen. Nu føler jeg mig så rimelig gammel, og nu vil jeg gerne sove, TAK!

NC skreg og kartede rundt fra 20:45 til 01:00 i nat, og jeg har på et eller andet tidspunkt fået hamret ganske kraftigt til min mobil, så vækkeuret var slået fra, og jeg vågnede næsten 2 timer for sent med et sæt. Uden af dén grund at være frisk.

Jeg måtte skippe badet og nøjes med en hurtig etagevask, kaste koldt vand i hovedet, kaste håret i hestehale og kaste tøj på kroppen. NC vågnede også ved 7-tiden – jeg ammede ham stille og roligt. Derefter fik vi ham i tøjet og prøvede at få ham til at spise morgenmad. Det nægtede han. Han var allerede træt og tvær igen.

Allan og jeg delte en Starbucks Doubleshot over morgenmaden – indeholdende to kopper espresso – i håb om at det ville kvikke os bare lidt op.  Smagen var fantastisk, men vi vil mene, at vi mindst skulle have haft 1/2 liter hver for at blive kvikket op 🙂

Men hvad gik der galt? Det spurgte vi os selv om utallige gange i nat, da skrigeriet ingen ende ville tage. Følelsen af at være komplet utilstrækkelig forælder voksede med frustrationen over ikke at kunne få NC til at holde op med at skrige. Spørgsmål som “Hvad gør vi galt?” og “Egner vi os overhovedet til at være forældre?” og “Var det her en kæmpefejl?” og “Mon ikke det er bedst, hvis NC forbliver enebarn?” stod i kø i begge vores hoveder, da vi var møre efter 3-4 timers uafbrudt skrigeri.

Formentlig var han både overtræt og overstimuleret. Han var jo i legestue i går med fremmede voksne og flere børn end han plejer at omgås. I legestuen havde han kun sovet 1/2 time i løbet af dagen, så han var allerede træt, da jeg hentede ham. Efter legestuen var vi forbi farmor og bedstefar, hvor NC pilede rundt i haven. Og bagefter blev vi inviteret til spontan middag hos Hans, Malene og ungerne, hvor den stod på leg, trampolin, badebassin og grillpølser. Alt sammen vildt hyggelige ting, men summen af det har nok i eftertankens ulideligt klare lys været for meget for NC. Ovenpå fejringen af hans fødselsdag med masser af gæster dagen før.

Her til morgen kørte jeg forkert på motorvejen. Jeg kom afsted over en time for sent igen igen, og pludselig var jeg på en motorvej, jeg overhovedet ikke kunne genkende – uden at vide hvordan jeg var havnet der. I det mindste kørte jeg i samme retning som de øvrige bilister. Jeg måtte køre af motorvejen, stoppe i en grøftekant og sætte gps’en til, og så fandt jeg endelig vejen til kontoret og var der 1 1/2 time for sent med tændstikker i øjnene, kortsluttet hjerne og sovende krop.