Super søndag!

Efter lørdag aften havde vi brug for nogle succesoplevelser – og dem fik vi i rigt mål. NC var så let, sød og sjov i dag. Han sov til middag i to timer, mens vi baksede med kommoden. Tak, lille skat!

Da den var samlet, kørte vi til Lyngby og spiste sen brunch på Café Amalie i Lyngby, hvor han sad og flirtede med de søde piger, der arbejder der. Vi valgte den sunde brunch med masser af frisk frugt og lækre sager. NC spiste to kæmpestykker vandmelon, samt jordbær, kirsebær, honningmelon og det løse – samt 1 1/2 skive franskbrød. Alt i mens han råflirtede og sagde “heej!” til alle piger, der kom forbi.

Så er det bare så let og dejligt at være mor! Mit hjerte er ved at briste af lykke, når jeg sidder sammen med Allan og spiser, mens han sidder ved siden af og griner og snakker og får den største fest ud af et cafébesøg – og alle samtidig synes, at han er helt fantastisk og siger hej og smiler til ham. Det er så fantastisk dejligt!