Efter at have været ved East Side Gallery torsdag formiddag tog vi S-toget tilbage mod Mitte, skiftede tog på Friederichstrasse og tog toget videre til Brandenburger Tor. Det var nok dét, der ramte mig mest. Sidst jeg stod ved Brandenburger Tor stod jeg først på en platform og kiggede over muren ind mod øst – og et par timer senere stod jeg og følte mig meget lille bag et stakit, en masse pigtråd og bevogtet af bevæbnede vagter og kiggede tilbage mod vest. Jeg var heldig, at jeg frit kunne bevæge mig fra vest til øst og tilbage igen. Selvom jeg ikke var særlig gammel i 1989, følte jeg mig heldig.

I dag ligger Brandenbruger Tor ikke isoleret og øde hen i en død zone. Tværtimod. Nu ligger der både en S-station og en Starbucks øst for Brandenburger Tor, og der summer af liv omkring, under, foran og bagved porten. Selve porten er også blevet restaureret, og den er nu del af et større bygningskompleks. Fra Brandenburger Tor er der kun kort at gå hen til Rigsdagen, som er parlamentsbygningen – Tysklands svar på Christiansborg.

Jeg husker tydeligt, at jeg i 1989 gik langs Rigsdagen, som lå øde og forladt hen. Berlinmuren løb direkte bag Rigsdagen – i dag kan man følge dens forløb, som er lagt i brosten. Bag Rigsdagen dannede Spree grænsen mellem øst og vest – og det var her, at adskillige østtyskere i desperation forsøgte at svømme over i friheden i vesten. Flere kors står på bredden af Spree til minde om dem, der blev dræbt i vandet.

På østsiden af Spree kunne vi i 1989 se bevæbnede vagter gå rundt. I dag ligger der et stort, smukt og moderne kunstmuseum, som ser helt fantastisk ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis nogen foreslog at bygge noget nyt og moderne overfor Christiansborg ville alle danskere få et føl på tværs – og byggeriet ville aldrig blive til noget. Sådan som det altid er med noget nyt i Danmark. Men i Tyskland tør de – og med et fantastisk resultat.