Her til morgen hørte jeg en nyhed, som desværre ikke var ny for mig – nemlig, at det er flovt at have lungekræft. Lungekræftpatienter skammer sig og holder sygdommen skjult for omgivelserne, fordi de oftest mødes med spørgsmålet: “Ryger du?” eller “Har du røget?” og når svaret er bekræftende er holdningen ikke til at tage fejl af “nåja, så er du selv ude om det”.

Min mor døde for 10 år siden af lungekræft, og mens hun var syg og i behandling, kæmpede hun ikke bare mod kræften men også mod skammen over sin sygdom. Hun ville ikke vise sig offentligt, ikke se venner og familie. Hun orkede ikke at se flere fordømmende blikke og kommentarer end dem lægerne på Gentofte smækkede i synet på hende sammen med diagnosen.

Flovt at have lungekræft
Hver femte dansker har mindre sympati for lungekræftpatienter end for andre kræftramte – især mænd og yngre mennesker har svært ved at føle sympati for patienterne. Det viser en ny undersøgelse, der er lavet for den internationale patientforening for lungekræft, GLCC. – Folk tænker, at man er ramt pga. rygning, og så er det jo ens egen skyld, siger Alice Braae, der er formand for Patientforeningen lungekræft og som selv har haft lungekræft.
(BT og Urban, 07-09-2010)

På samme måde har jeg ofte mærket, at medfølelsen for mig som efterladt blev mærkbart mindre, når jeg fortalte, at min mor røg. Når jeg fortæller hvad min mor døde af, så er næste spørgsmål altid: “Røg hun?”. Det svarer jeg bekræftende på, og så har jeg alt for ofte fået en “Jamen, hvad havde du så regnet med?”-reaktion.

Som om at jeg ikke har ret til at være i sorg, for jeg burde jo have set det komme, når min mor var ryger. Jeg roder mig så ud i en lang vævende løgn om, at så meget havde hun jo heller ikke røget – men hvorfor skal jeg overhovedet føle, at det er nødvendigt at forsvare min mor?

Min sorg over at have mistet hende er jo den samme om hun så havde fået en tagsten i hovedet i stedet. Det havde bare været lettere med tagstenen, for så havde jeg ikke skullet stå til regnskab for hvorfor hun gik på gaden netop dén dag.

Det er så langt ude, det er endda 10 år siden, og jeg er bare så ked af, at vi ikke er kommet en døjt videre!! Stadigvæk kæmper lungekræftpatienter mod verdens værste sygdom, plus skammen, plus skylden – plus omgivelsernes manglende sympati.

Hvorfor er det, at folk stadig synes, at det er helt ok at sparke til en person, der ligger ned?

(Ja, jeg ved jo godt hvorfor … folk forsøger at bortforklare døden, fordi døden skræmmer: “Når Gittes mor selv har været ‘ude om det’, så sker det jo ikke for mig, for jeg er ikke så dum som hun var”).