Jeg talte med en af mine veninder i går. Hun spurgte hvordan det går med mit nye job, og jeg svarede, at det går godt, og at jeg er glad for det. Er jo stadig bare ved at komme ind i det. Og så kunne jeg have chitchattet lidt videre – eller spørge, hvordan hun har det. Jeg har nemlig hørt, at hun er gået lidt ned i tid på arbejdet. Mellem linierne ligger ordet stress.

Så jeg spurgte hende hvordan det går, velvidende at det er et svært spørgsmål for hende at besvare. Og hun svarer ærligt, at det er svært. At hun prøver at tage sig sammen, at hun sidder og glor på skærmen, at hun har dårlig samvittighed, at hun har ondt i maven og slet ikke har lyst til at arbejde mere. At alt i hende stritter i mod, når hun kører på job. At hun hellere vil have et job som kassedame, fordi det er uforpligtende. At hun går ud til printeren, når telefonen ringer. Og en morgen var hun bare begyndt at græde og græde.

Jeg kender det alt for godt, og det gør ondt på mig at se hende lide. Jeg har selv været der, og jeg ved bare, at det sidste man har brug for er en masse gode råd, fordi man ikke er i stand til at lytte og gøre det rigtige. Men jeg fortalte hende alligevel historien om den kogte frø, og jeg fortalte lidt om dengang jeg gik ned med stress, så hun ved, at hun ikke er alene, og at det er vigtigt, at hun træffer et valg, hvor hun tænker på sig selv først.

Men allermest handlede det bare om at lytte og vise hende, at hun er forstået, og at hun reagerer helt normalt på et unormalt stor pres gennem længere tid. Hun vil tale med sin chef, for hun føler ikke, at hun er klar til en sygemelding (det er hun), men hun føler heller ikke, at hun kan arbejde.

I en biologitime skulle en klasse foretage et forsøg. Forsøget gik ud på at konstatere, om en frø reagerer på samme måde, når den bliver sat ned i en gryde med kogende vand, eller når den bliver sat ned i en gryde med koldt vand, der så langsomt herefter varmes op til kogepunktet.

I det første forsøg blev en frø sat ned i en gryde med koldt vand. Den svømmede lystigt rundt også selv om der blev skruet op for varmen. Stille og roligt blev det varmere og varmere, men frøen registrerede det ikke. Den forsøgte at tilpasse sig de skiftende omgivelser ved at bevæge sig lidt mindre. Men på et tidspunkt blev det for meget. Vandet kogte uden at frøen havde registreret det, og den døde.

I det andet forsøg blev en frø sat ned i en gryde med kogende vand. Frøen registrerede instinktivt på det alt for varme vand. Dens muskler blev øjeblikkeligt spændt, og den sprang op af vandet.

Parallellen til stress er, at vi ikke nødvendigvis registrerer de ændringer i omgivelserne, der gradvist sker over tid, forrykker balancen, giver uligevægt og i sidste ende stress.

Men selvfølgelig reagerer vi også voldsomt på at blive kastet ned i kogende vand. En pludselig oplevelse som f.eks. et dødsfald eller en afskedigelse kan i lige så stor grad være stressfremkaldende faktorer.

Hendes historie bragte minder op. Og følelser. Pludselig kunne jeg huske min egen afmagt, forvirring og smerte fra den gang. Jeg følte mig ikke syg. Jeg græd bare. Jeg kunne jo sætte håret, tage tøj og make-up på og bare tage mig sammen og tage på arbejde. Alligevel kunne jeg ikke få det til at køre. Jeg var uligevægtig, havde let til tårer og reagerede defensivt og afvisende på mine kollegers henvendelser.

Indtil en af mine kolleger på et møde kom med en kritik, som jeg følte var møntet på mig. Det var dråben. Jeg overfusede ham usammenhængende for øjnene af min chef og en række andre kolleger, hvorefter jeg brød grædende sammen og stormede ud. Jeg stoppede ikke, før jeg lå hjemme i min sofa, hvor jeg græd i en uge.

Det kom ovenpå en lang periode med fyringer, øget arbejdspres, dårlig stemning og manglende resultater på jobbet. Og det kom helt bag på mig. Jeg havde bare knoklet mere, arbejdet en time mere og en til og en til og … For jeg kunne jo godt, hvis jeg tog mig sammen.

Jeg droppede frokosten, drak spandevis af cola og kaffe, spiste kilovis af slik, trænede benhårdt en time om morgenen, tabte mig, sov dårligt, havde ikke tid og lyst til aftensmad, nåede ikke at få købt ind, så morgenmaden røg også i svinget. Jeg så det bare ikke komme alligevel, for det var jo ‘bare en periode’. Som havde varet et halvt år efterhånden.

Hvorfor gik jeg ned med stress? Svaret er “nej”. Jeg havde (og har stadigvæk nogle gange) svært ved at sige nej, for det ikke er pænt at sige nej. Nej gør, at man er på tværs og bliver besværlig, og jeg har lært, at jeg skal være en sød pige, så ‘nej’ var svært at sige og stå ved.

Jeg ville gerne være perfekt, dygtig og succesfuld i både job- og privatliv. Så jeg sagde stort set aldrig nej, og når jeg endelig sagde nej, blev mit nej altid omgjort af min chef, af mine kolleger eller af mig selv.

I perioden op til mit sammenbrud endte opgaven, jeg havde sagt nej til, alligevel på mit bord hver gang. For min chef var nemlig god til at uddelegere – ! Selv når jeg havde returneret opgaven med et NEJ på 4-5 gange, landede den altid hos mig, og jeg blev stillet til regnskab for det hele.

Efter længere tids pres og stress tog jeg til sidst det ultimative nej i brug: At gå min vej. Jeg sagde mit job op. Det var den første fornuftige ting, jeg havde gjort i meget lang tid.

Baggefter har det taget mig lang tid at lære at føle mig bare nogenlunde godt tilpas, når jeg afleverer et nej. Jeg kan stadig ikke lide at sige nej, men jeg øver mig, for jeg har oplevet to gange hvad det koster ikke at være i stand til at sige nej.

At gå ned med stress to gange indenfor et par år er hårdt. Jeg har fået sår på sjælen, men også pondus. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis det ikke var for de to oplevelser. De to stress-sammenbrud fik mig til at gå i dybden med mig selv og stille spørgsmål ved stort set alt i mit liv, så jeg i dag har en rimelig klar prioritering, som jeg lever efter.

Dermed ikke være sagt, at der ikke af og til er mudder på skærmen. Jeg kan også fortabe mig og miste overblikket, men jeg har indtil videre formået at rette op, før det går galt.

Jobmæssigt tænker jeg på mig selv som en person i en swimmingpool: Hvis jeg går op, efterlader jeg mig ikke noget hul, kun måske et par bølger. Hvis man tror, at man er uundværlig i erhvervslivet, så bedrager man sig selv. Jeg turde ikke lægge mig syg, fordi jeg var sikker på, at det hele faldt sammen uden mig. Det gjorde det også i en periode, men der blev rettet op på det.

Jeg havde stor glæde af at læse Eileen Klitvads bog “Altid perfekt?“, som er en personlig fortælling, som samtidig skitserer en vej til et bedre og mere afbalanceret liv.