Nogle gange foretager jeg mig ting uden at tænke mig om – som for eksempel at invitere min bror, svigerinde og deres to skønne unger på hverdagsmiddag på en torsdag. 5 ord i en e-mail, og så er det bare en aftale. Den børnevenlige menu skulle bestå af lasagne, som jeg lavede allerede dagen før. Vores lejlighed havde haft besøg af vores hus-fe i mandags, så der var stadig lækkert rent. Kort sagt: det tegnede jo alt sammen meget godt.

Hvis ikke lige NC var blevet syg i nattens løb. Han hostede og spruttede og sov dårligt, så vi var 3, der ikke var spor friske torsdag morgen. Og hele planen med en hverdagsmiddag forekom næsten lige så hyggelig som en tandudtrækning. Min mand tog afsted i skole, jeg kørte NC over til farmor og bedstefar, kørte til lægen og tilbage for at hente NC. Så fik jeg lagt ham til lur, og jeg kunne lige nå at arbejde lidt. Så kom faren hjem, vi spiste frokost og NC stod op.

Jeg kørte på arbejde for et par timer, mens faren passede NC. Og han var bare så strid. Han åbnede alle skabe og flåede alt ud. Når han blev stoppet et sted, startede han et andet sted. Så faren var godt gammeldaws træt, da jeg kom hjem. Vi var begge to ved at miste modet totalt, for efterhånden som vi ryddede op, spredte NC et nyt lag legetøj et andet sted.

Jeg nåede at være et par hektiske og forvirrede timer på jobbet, og var helt rundtosset. Da jeg lige var kommet godt i gang, blev jeg nødt til at køre igen, for vi fik jo gæster klokken 17 og vores lejlighed lignede et bombenedslag af legetøj, bøger, tøj og andet løsøre. Mens vi ryddede op, skreg NC konstant og hagede sig fast i mit ben, hvilket gik mig totalt meget på nerverne. Helt klassisk råbte jeg frustreret af ham, indtil jeg lige fokuserede på hans behov fremfor mit eget egobehov om at fremstå som perfekt tjekket familie overfor min bror og hans familie.

Så gik det med ét op for mig, at NC nok var sulten. Arj, arj, arj … et pinligt mor-øjeblik. Vi havde totalt glemt at give ham mellemmad. Han dør jo ikke af sult – vi redder ham som regel inden, men arj altså! Han fik frikadelle og kartoffelsalat og en banan, så var han fornøjet igen. Hurtig oprydning, anstrengt stemning og lidt forsinkede gæster… Men lasagnen var superduper og den medbragte salat var enkel og lækker. Nicholas var helt ekstatisk over at lege med sin fætter og kusine. Han uddelte knus til sin meget modvillige fætter. Han skulle edderhyleme ikke krammes. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften, og et bevis på, at vi kan godt – !

Måske spørger du, hvorfor spænde buen og afholde en hverdagsmiddag, når det ville være så meget lettere bare at lade være og bare være os 3 alene i jordhulen i resten af vores liv? Jeg vil så gerne kunne give min søn den gave det er at være i stand til at have gæster selv på en travl hverdag, så det er vigtigt for mig, at vi øver os og oplever, at vi kan få det til at fungere. Han skal kunne invitere sine venner med hjem til middag, og vi skal være i stand til at kunne rumme og håndtere det uanset om det er en eller to eller tre ekstra munde at mætte.