Jeg var hjemme 17:30 – NC kom mig løbende i møde med udstrakte arme. Allan var ved at lave mad. NC krammede mig og veg ikke fra min side. Jeg satte mig på gulvet og lod ham lege med mine ting fra min taske.

Vi spiste, ryddede op og så lagde jeg NC i seng. Det var det.

Jeg nød, at han faldt i søvn i mine arme, men jeg savner ham allerede, og jeg sad længe på hans værelse og lyttede til hans vejrtrækning, mens han sov. Jeg føler næsten ikke, at jeg har set ham i dag, og jeg savner ham så vanvittigt meget. Jeg har næsten lyst til at gå ind og vække ham bare for at være mere sammen med ham.

Giver det mening?

Og jeg er så træt og fyldt med indtryk, tanker, idéer, drømme og forhåbninger. Det var en god dag.