En af de dage ..

Lige så legende let påskeferien var lige så tung og umulig har lørdagen været. Jeg havde ellers glædet mig til at få lidt af påsken tilbage. Men nul putte … NC besluttede sig for at skrige i vilden sky allerede klokken 23 i går aftes. Efter et par ture frem og tilbage, endte han i vores seng. Vi faldt hurtigt i søvn alle sammen, men lørdagen startede allerede 6:30. Nogle (NC) var mere friske end andre (Allan og jeg).

NC gik fuldstændig amok, da vi skulle give ham sko på. Først prøvede jeg, så prøvede Allan. Allan fik skoene på ham. Han skreg og skreg, kastede sig rundt, slog hovedet i gulvet, skreg mere, kastede sig … Til sidst måtte jeg tage skoene af ham igen. Det lød som om vi var ved at rive armen af ham. Jeg aner ikke hvorfor. Normalt kommer han hen til os med skoene og er glad for at få dem på. Men ikke i dag. Hille mænd!!!

Så var vi i Føtex og handle som nogle af de første. Vi returnerede en vandmelon, der kostede 40 kroner. Det er simpelthen for dyrt for en vandmelon af ringe størrelse, så efter lidt overvejelse returnerede vi den. SÅ godt smager vandmelon altså heller ikke.

Da klokken slog 10 og skobutikken åbnede dørene, skulle vi kigge på sandaler til NC. Han gik helt i selvsving. Han skreg og kastede sig rundt. Vi mødte Allans svigerinde, som var ude i samme ærinde som os – sandaler til ungerne. Hendes to styks opførte sig dog ikke som vilde dyr, sådan som NC lige havde valgt at gøre her til morgen. Så bliver beslutningsprocessen heller ikke videre lang. Vi købte hurtigt et par gode sandaler fra Ecco, sagde farvel og gik med vores kampskrigende yngel og en masse blikke i ryggen.

Han fik en tebolle, som fik ham til delvis at holde bøtte. De andre ting, vi skulle have haft i Lyngby Storcenter, droppede vi at kigge efter og gik i stedet direkte ud til bilen og kørte hjem. Før vi nåede hjem, sov NC fast med en tebolle i hånden og krummer i ansigtet. Jeg kunne bære ham op i seng. Han sov fra 10:45 til godt 14, så en eller anden form for søvnunderskud må han jo have haft. De to sidste nætter har han ellers sovet godt, og han har sovet fint i vuggestuen. Men hvad ved vi – ?

Det gav os en dejlig pause, hvor vi spiste frokost og slappede af. Da NC vågnede fik han en leverpostejsmad, og så kørte vi ud og handle madvarer til næste uge. Vi kom rimelig sent i Netto, som var stort set ribbet for varer. Vi kørte forbi Allans forældre og fik en kop kaffe og legede i haven og var på legepladsen og gynge, hvilket NC bare elsker! Han blev umulig ved 17-tiden, så vi tog hjem.

Vi lavede hyggelig lørdagsmad, men under maden gik NC helt bersærk og kastede rundt med mad, bestik og andet løsøre, så vi satte ham ind ved siden af for at køle af. Så sad vi og gloede på hinanden uden at sige et eneste ord, for vi vidste præcis, hvad hinanden tænker  … “nøøj, hvor vi hygger” … fed ironi. Vi var begge udmattede, aldrig fysisk, altid kun psykisk – og klokken var ikke engang 19.

Nu ligger NC inde ved siden af og skriger efter at alle mine putningsforsøg er mislykkedes. Klokken er snart 21, jeg har været frem og tilbage utallige gange den sidste time. Han kaster alt ud af sengen i arrigskab inklusiv sutten, og så skriger han, fordi han ikke har sin sut. Nu gider jeg ikke samle op mere, så han må lære at holde fast på sutten – eller sove uden.

Må jeg få lov at starte forfra på denne lørdag? … Nårhnej, det orker jeg faktisk ikke. Må jeg gå i seng nu?

2 Comments

  1. Rikke R's avatar Rikke R siger:

    Åh puha ikke en sjov dag:-( Tanker til jer:-)

    Like

  2. mammalade's avatar Gitte K siger:

    Tak tak .. håber søndagen bliver hele lørdagen værd 😀

    Like

Der er lukket for kommentarer.