You look absolutely beautiful!

Mens hele England blev velsignet med en bank holiday og et fantastisk bryllup, var vi nogen, der knoklede på arbejde. Jeg sad i møde, da vielsen startede, hvorefter jeg lige nåede at se William sige noget til Kate, da hun kom ham i møde i kirken. Min tanke var: HVAD siger manden?? Og HVOR er underteksterne, når man skal bruge dem?!!

Kort efter sagde William og Kate ‘I will’ til hinanden, så jeg fik tårer i øjnene, før jeg ræsede ned i kantinen og hentede en tallerken med mad. Jeg kiggede lidt mere på vielsen, men der var lidt for meget salmesang, så jeg gik over til arbejdet igen, mens jeg spiste min mad. Jeg elsker bryllupper!

Kjolen? I love it. Overdelen mindede mig umiddelbart om Grace Kellys brudekjole i en opdateret og moderne version – og så alligevel helt anderledes, smuk og enkel uden at være en kransekagekjole. Og så kunne jeg bare rigtig godt li’, at Kates hår var delvis udslået under tiaraen, fordi hun har så smukt hår. Hun er heller ikke typen på en eller anden hysterisk frisørs mærkværdigt stift udseende opsætning. Smukt bølgende hår er nu engang smukkere, når man har hårpragten til det. Og det har hun.

Min nysgerrighed er blevet stillet. Jeg var ikke den eneste, der var nysgerrig. I radioen på vej hjem hørte jeg, at William skulle have sagt ‘You look absolutely stunning, babe’, men nu kan jeg læse mig frem til, at han sagde ‘You look absolutely beautiful‘ til Kate i kirken.

Jeg hentede NC. Han sad og gyngede, mens han brølede af fryd og begejstring. Allan, ham og jeg kørte til posthuset, hentede en pakke, købte lidt bagværk og et par kopper kaffe og gik ned på havnen, hvor NC legede på legepladsen med de andre børn. Det var superhyggeligt.