Jeg blev ikke fejret på mors dag, for NC får ikke tilstrækkelig med lommepenge til at købe sig fattig i chokolade, parfume, tøj, sko og andre lækkerier til sin mor.

Jeg var derimod på kirkegården og stille en smuk buket bonderoser på min mors grav. Hun ville have hadet det. “Mors dag, sikke noget pjat” ville hun have sagt “du skal kun give mig blomster, hvis du mener det!”.

Men det gør jeg. Jeg savner dig, mor. Er du klar over hvor meget jeg ville fortælle dig, hvis du lige slog på tråden?!!

På graven opdagede jeg, at jorden er begyndt at synke. Det er noget mærkeligt noget. At tiden er gået. At det nu er så længe siden, at trælåget på kisten nede i jorden er ved at være rådnet bort. Og alligevel kan jeg mærke hendes hånd, høre hendes stemme, se hendes ansigt for mig og høre hende le, som om hun var her for et øjeblik siden og ikke for hele 11 år siden.

Jeg har vænnet mig til, at hun ikke længere er her. Jeg venter ikke længere på, at hun ringer. Mit hjerte gibber ikke længere, når jeg ser en kvinde på gaden, som ligner hende. I mit hjerte bor hun nu. Glædelig mors dag, mor!