Hedder det egentlig blodlæbe, når ens læbe er blevet massakreret, så blodet sprøjtede ud over barn og det hele? Ihvertfald har jeg nu sådan en.
Jeg ved ikke helt hvad NC foretog sig, men det var muligvis et kys, der gik galt. Ihvertfald sagde det KNALD, da hans tænder ramte min overlæbe. Det gjorde vildt ondt, jeg tjekkede om NC var okay, men han var mere optaget af at sige ‘ae-ae’ og tørre mig på læben. Da jeg så hans hånd så jeg hvorfor han prøvede at tørre min læbe. Hans hånd var helt rød af blod. Jeg tjekkede ham for sår, men det var min overlæbe, der blødte.
Et blik i spejlet fortalte mig, at der var mere blod end alvor i såret. En bitte lille flænge over læben og en hævet blå overlæbe. Det holdt hurtigt op med at bløde, men nu føles det som om min læbe er gigastor. Men det er den slet ikke.
Det havde jeg alligevel ikke regnet med, da jeg blev mor. Altså at jeg skulle til at gå rundt og passe på ikke at få skader af den slags. I går fik jeg en flænge på indersiden af underlæben. I sidste uge et blåt mærke på kindbenet. Små kærlige skader, fordi NC er så glad for mig, at han ikke kan styre sig. Men alligevel … det havde jeg ikke regnet med.