”Det kommer ikke denne vej”, sagde jeg med overbevisende kender-mine til min veninde og Allan. Jeg havde nemlig fulgt på de store sorte skyer ud af vinduet og lyttet til den fjerne torden i en times tid. Skyerne bevægede sig lige som syd om hvor vi bor, så det var klart for mig, at det ikke kom i vores retning.

Vi satte os til bordet og spiste vores sammenbragte mad; Allans hjemmelavede pizza, plus deller og salater fra Det Eksotiske Hjørne.

Og så blev det mørkt udenfor. Og regn. Og torden. Så højlydt torden samtidig med skarpe lyn, at jeg ikke helt var tryg ved det. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har set så kraftig regn. Vi kunne næsten ikke se træerne overfor, fordi der var grå gardiner af regn.

Herude er der masser af grønne plæner og skov, som man jo nu ved er to af forudsætningerne for ikke at få vand i kælderen, så jeg har ingen billeder af oversvømmelser eller druknede rotter at divertere med. Vi kom helt tørre igennem Regnvejret over alle Regnvejr i de sidste 30 år. Ikke engang i kælderen er der antydning af fugt.