Jeg var til et møde inde i byen, som var så godt, inspirerende og øjen-åbnende (mere om det senere). Bagefter var jeg i så højt humør, at jeg overhovedet ikke kunne se mig selv sidde og glo ind i skærmen på arbejdet. Dér stod jeg midt på Rådhuspladsen. Solskin, trafik, travle mennesker … Jeg stod bare på fortovet og kiggede mig omkring. Snusede den sikkert ikke så sunde luft ind. Købte en latte og en blandet salat til frokost.

What to do? Det er da bare med at finde nogle butikker og købe noget tøj. Jeg har ikke haft lyst til at købe tøj i lang tid. Min krop føles ikke rigtig som min krop længere. Medicinen, jeg tager, undersøgelserne jeg går til .. det gør, at min krop ikke længere bare er min. Jeg er ikke helt fortrolig med min krop længere, men jeg accepterer, at det er sådan lige nu. Sværere er det at acceptere, at min krop har antaget en ny (og større) facon på grund af medicin, skørlevned og post-gravita-kilo. Det er ikke spor skæg at stå i et prøverum og prøve stakkevis af butikkens største tøj – forgæves, så jeg undgår det for det meste.

Men jeg fandt et par butikker, og jeg fandt et par jeans i min størrelse hos Vero Moda. De lå øverst i bunken af nyankomne Prairie Jeans og blinkede til mig. Jeg greb dem og smøg mig lige i dem. Det føltes SÅ godt, når man er vant til at bukser smyger sig på … lige til de når knæene.

Og ikke så langt derfra hang en pæn top, som vil være super på jobbet under en pæn jakke på varme sommerdage. Og en til. Og en kjole.

Tilbage på kontoret havde jeg mere overskud end jeg har haft længe. Vupti – en masse kom fra hånden, og jeg var glad og let om hjertet. Ferien venter om en uges tid, og boy hvor jeg glæder mig!