Jeg kunne skrive en hel roman om en rædselsfuld uge på jobbet, men det gider jeg ikke. Dårlige arbejdsdage er som veer – når en ve er forsvundet, kommer den ikke igen. Og et par dårlige dage på arbejdet kommer ikke igen. Der er sikkert flere af dem, men der er helt sikkert også flere af de gode arbejdsdage. Dem glæder jeg mig så til.

Nu er det fredag, og om en uge har jeg ferie. Så kan jobbet passe sig selv. Jeg skal bare lige igennem 5 arbejdsdage.

Det bliver en led uge, for når jeg skal på ferie, betyder det jo ikke, at der ikke er noget at lave. Det betyder bare, at jeg skal lave 3 ugers arbejde på et andet tidspunkt – for eksempel lige op til og lige efter ferien. Og jeg er virkelig bagude.

Jeg har aldrig før været så langt bagude på noget job før – og jeg har ellers haft en del jobs. Men i dette job står tiden ikke mål med opgaverne. Jeg havde ikke været der mere end en måned, før jeg opdagede, at det er normalen på min nye arbejdsplads. At deadlines er vejledende, ingen overholder dem, alle er enige om at det er noget skidt, og at det skal gøres bedre, men ingen ændringer sker reelt.

Jeg havde en lang liste med ting, jeg skulle nå inden ferien, men jeg er slet ikke nået til punkterne på den liste endnu, fordi jeg er i gang med 3 marketingplaner, som jeg får besked på at lave om konstant, fordi modtageren hele tiden ændrer mening eller opdager noget, hun vil have ændret eller tilføjet. Jeg har afleveret de samme marketingplaner og -budgetter utallige gange siden 20. juni.

Det ender med, at jeg må sige ‘pyt’ på fredag. Det ved jeg allerede nu, og jeg prepper allerede mig selv foran spejlet: ‘Pyt’ siger jeg, og så trækker jeg på skuldrene og holder ferie. Det føles godt og giver en forsmag på, at jeg på fredag smider ansvaret fra mig og holder ferie.

Hvad hedder ‘pyt’ egentlig på engelsk?