Ved ikke om det er godt eller skidt at være med på første række i den norske tragedie. Det er så forfærdeligt, at jeg næsten ikke kan rumme det. Fordi så mange er døde, så mange er efterladt i sorg og så mange ender med at være forkrøblede psykisk for altid. Og fordi en morder med næsten 100 liv på samvittigheden står til noget i stil med 20 år bag tremmer. 20 år? Nogle af hans ofre fik ikke engang 20 år i live, før han myrdede dem. Han får ikke engang 3 måneder for hvert liv, han har taget.

På sin egen stædige måde går verden videre. Jeg vil for altid huske 22. juli 2011, huske hvor jeg var og hvem jeg var med, da nyheden fra Oslo nåede os. De fleste af os vil for altid huske manden, der smadrede så mange liv, men det fortjener han ikke. Hans manifest og hans ord burde glemmes og forbigås i tavshed. Interessen omkring hans person skulle stilne. For så ville han tabe stort. Han ønsker opmærksomhed, ønsker at sprede sit syge budskab, og vi labber det i os på alle kanaler.

Alle de skønne mennesker, han myrdede, vil for altid være forbundet med hans navn og hans gerning. Det fortjener de ikke. Han bør glemmes, og de bør huskes. Lad ham rådne op i glemsel og u-interesse.

Hvad kan vi lære af det? At ulven ikke altid ser ud som en ulv. Fjenden er ikke altid let at genkende og færdes blandt os. Vores trygge verden vakler, fordi der rykkes rundt på vores fasttømrede fjendebillede, når naboens (blonde) søn pludselig viser sig at være fjende nummer et. Når verden viser sig at have flere farver end sort og hvid, og fjenden kan gå blandt os i 9 år og planlægge sin udåd. Vi burde have opdaget det, vi burde have forudset det, siger vi nu – det er et dårligt samfund som ikke opdager det.

Men er det det? Er det ikke netop det, vi ønsker af vores samfund – åbenhed, frihed, tillid, demokrati, kærlighed? Det ønsker jeg mig af den verden, min søn skal vokse op i. Derfor skal vi stadig se med hjertet, når vi møder hinanden. Vi skal møde hinanden med kærlighed, respekt og tillid frem for med mistillid. Nordmændene viser vejen, synes jeg. De har modet til at vende den anden kind til og kvæle hadet med kærlighed, i stedet for at blive skræmte, hadefulde og forbitrede. Det må, ved Gud, være svært.