Facebook var så sød at minde mig om, at det i dag er 1 år siden NC startede i vuggestuen. Et år. 365 dage. Wow. Føles stadig som om han er den lille nye. Men det er nok bare mig. Jeg føler i hvert fald ikke, at jeg er rutineret i at være vuggestue-mor endnu.Bliver jeg nogensinde det? De andre forældre virker så prof og together, mens jeg kunne give mig til at vræle. Indimellem.

Nu er den lille baby forsvundet og erstattet af en robust, sej og blød dreng, der er enormt morsyg. Så han græder og løber efter mig hver morgen, mens jeg vikler mig ud af hans arme og skynder mig at kysse ham farvel. Når jeg så går over græsset hen til bilen, prikker tårerne bag øjenlåget. Jeg håber, at han får en god dag. Jeg ved, at han får en god dag, selvom han starter med at være ked af det.

Nu er hans vuggestuetid snart forbi. Han er 2 år og 1 måned, og om 4 måneder starter han i børnehaven. Han sover allerede middagslur sammen med børnehaven. Slut med de lange middagslure udendørs i en krybbe. Ind med lure af en times varighed sammen med de store kammerater på en madras i puderummet. Vi får til gengæld en meget glad og meget træt dreng hjem hver eftermiddag. Han kan næsten ikke hænge sammen, og i weekenden sover han gerne 2-3 timer til middag.

Vi har 4 måneder til at lære ham at tage sko af og på selv. Det skal han kunne, når han starter i børnehaven. Det er han overhovedet ikke interesseret i. Han prøver, kan ikke og mister interessen. Vi bliver ved med at prøve, så må vi se, om han får det lært.