NC vågnede klokken 5 og var frisk på spilopper. Jeg fik dysset ham ned og fik ham med ind i seng. Allan kom hjem lige efter han var faldet i søvn. Jeg lå og kiggede på mine to mænd – det er meningen med livet det her. Jeg følte mig komplet og lykkelig. Udenfor var det næsten mørkt, og jeg lagde mig til at sove igen.

Jeg havde lidt ondt i lænden, men slog det hen med, at det nok var pga den lidt akavede stilling, fordi NC klyngede sig til min krop i søvne.

NC vækkede mig klokken 7:20 og sagde ‘tog’. Jeg gik med ham ind og satte Thomas Tog på. Så gik jeg på toilettet.

På mit trusseindlæg var der lyserødt udflåd. Åh nej. Åh nej.

Jeg tog min progesteronstikpille alligevel. Indføringshylstret kom ud mere lyserødt udflåd. Åh nej.

Tårerne brændte mod mine øjenlåg. Jeg siger ikke noget til Allan, før jeg er sikker. Problemet er, at jeg allerede er sikker, og at panikken og sorgen allerede vælter det hele indeni mig. Jeg kan ikke bære det, og jeg ved, at Allan ikke kan bære det. Jeg må lade ham sove først.

Jeg tager ikke kontaktlinser på, for jeg ved, at jeg kommer til at græde om lidt. Må prøve at lade være. Der er intet at gøre andet end at se fremad og igen udskyde alle drømmene på ubestemt tid.

Jeg har lyst til at lægge mig ned i sengen, gemme mig, græmme mig og græde øjnene ud, men heldigvis skal NC have morgenmad, Allan skal have lov til at sove længe, vi skal på loppemarked, vi skal handle til hele ugen, solen skinner, det er søndag, det kunne blive sådan en dejlig dag. Men intet giver mening mere.

Jeg troede, at jeg var gravid. Det troede jeg virkelig. Det føltes som om … men det troede jeg også sidst. Hvad med de to prikker på billedet? Den lille stjerne af lys i min livmoder? Bare væk? Ingenting?

Gik ud for at røre i havregrøden. Kogepladen var ikke tændt. Det havde jeg glemt. Og da jeg først havde tændt for grøden, glemte jeg den igen, så havregrøden var brændt på. Gryden var helt brun i bunden, så nu står den med bagepulver i. Så glemte jeg at lave grød til mig selv.

Jeg fungerer ikke. Jeg må tage mig sammen. Må tænke på næste forsøg. Sætte mig op til det igen. Blive parat, gøre det bedre. Måske skal jeg tabe mig forinden? .. hvorfor er det altid vægten, der er det første, jeg tænker på at ændre, når jeg er ked af det?

Hormonerne for at få NC gav mig plus 10 kilo, og nu er jeg også igen nået op på plus 10 kilo ved disse hormonkure. Det er plus 20 kilo på 3 1/2 år. Det løbetøj, jeg har hængende i skabet, må støves af nu. Et eller andet må jeg gøre anderledes frem til næste gang. En daglig løbetur kunne måske gøre udslaget. Måske kan jeg så også løbe fra smerten?