En dag til frokost var der Kebbeh, Tabouleh og en syrlig Yoghurt-suppe på menuen. Mine tænder løb i vand bare ved duften, så det var med tårnhøje forventninger, jeg gik ombord i frokosten. Jeg blev ikke skuffet; det smagte fantastisk. Jeg er vild med arabisk mad og har været det siden jeg fik det hos en gammel veninde, da vi var små.

Men så møder jeg danskerne. Danskerne, der synes, at frikadelle, udkogt kartoffel med stiv brun færgesovs er noget af det ypperligste indenfor gastronomien. Alle, der nærmede sig maden indledte med skepsis: ‘Hvad er det?’, hvilket umiddelbart kunne være et fint og åbent spørgsmål fra et åbent og positivt sind, men ansigtsudtrykket mere end antydede det stik modsatte. De der allerede var gået ombord i deres portion skyndte sig at advare mod den mærkelige mad. En enkelt sagde kort og præcist: ‘Ad!’. Simpelthen. Lige hen over bordet.

Den var simpelthen ikke gået hjemme hos os. Vi har højt til loftet, men der er altid respekt for maden og for kokken, der har gjort sig umage i køkkenet. Det er længe siden vi begyndte at fortælle NC, at der ikke er noget, der hedder ‘ad’. Man smager, og så må man godt lade være med at spise mere, hvis man ikke kan bryder sig om smagen. Men aldrig ‘ad’.

Jeg bliver simpelthen forarget. Godt gammeldaws. For hvor er de gode manerer blevet af? Hvornår er det blevet okay at sige ‘ad’ og rynke på næsen af mad? Kan det undre nogen, at danskerne er kræsne, når de voksne siger ‘ad’ til maden? Hvad lærer det vores børn? Nysgerrigheden dør helt klart før katten, når andre siger ‘ad’, for så starter man ud med en negativ forventning og skepsis overfor maden.

Her står en kok, der helt sikkert føler, at han/hun har gjort et godt stykke arbejde, og det eneste han hører er ‘ad’ – og så hører han, at folk griner, fordi de synes, at maden er underlig, der er for meget hvidløg i, og at frikadellerne (kebbeh’en) er skæve og mere ligner amerikanske fodbolde end frikadeller. Suppen fik de fleste øretæver, fordi den lignede risengrød og så slet ikke var det. Hvis man var i markedet for en klat kønsløs risengrød, så var man helt klart gået forkert! Det var yoghurt-suppe med fin og syrlig smag krydret med hvidløg. Den varmede godt.

Jeg ville godt nok blive ked af det, hvis mine nogen sagde ‘ad’ og grinede af mine arbejdsresultater. Eller … jeg tror, jeg ville blive gal. Virkelig gal. Måske ville jeg blive fristet til at komme amerikansk olie i det næste bjerg frikadeller, jeg lavede .. ?