Så mon ikke, at det bliver en god dag?

I morges ringede telefonen klokken 7. Vores dagplejemor er syg, og vi fik tilbudt at sende NC i legestue. Det er helt klart ulempen ved dagplejen; at NC skal sendes ud til et fremmed sted med fremmede voksne.

Selvom jeg i et splitsekund overvejede at holde ham hjemme, så kørte jeg selvfølgelig ham op i legestuen. Alternativet var at tage ham med på arbejde. Det er ligesom ikke en option! Jeg ville ikke få lavet andet end at spæne rundt i hælene på ham og forhindre ham i at få noget tungt i hovedet.

Jeg tænkte fortrøstningsfuldt, at 3 ud af 5 børn kender han i forvejen, så hvor galt er det i virkeligheden (og hvor pylret er jeg lige?)? De fleste andre børn var kommet, og pædagogen, der tog imod, var rigtig sød og kendte rent faktisk NC fra et tidligere legestuebesøg. Hun spurgte til både hans mad- og sovevaner og kendte hans navn.

En af NCs kammerater blev afleveret i det samme, og han var helt utrøstelig også efter hans far var gået. Mit hjerte sank i livet på mig, men jeg formåede at holde stemmen rolig og positiv, da jeg kyssede NC farvel i favnen på pædagogen og vinkede. NC stak i et vræl, men allerede inden jeg var udenfor synsvidde, var han stoppet igen og kiggede sig nysgerrigt omkring.

Så mon ikke, at det bliver en god dag?