Om at børn skal kunne sove i larm

Hvis du er småbørnsmor er det komplet usandsynligt, at du ikke har fået klasket en variant af dette råd i hovedet: “Nu skal I jo sørge for, at han vænner sig til larm, så han kan sove overalt”.

Og som gravid siger man til sin mand, der nikker samstemmende: “Vi skal aldrig liste rundt, men sørge for, at han/hun vænner sig til støj”.

Og der bliver kigget skævt til dig og forarget løftet øjenbryn, når du siger, at baby skal have ro til at falde i søvn, for hende der forarges’ søn “kunne sove fra musikken til aerobic” … ja, men hvor godt sov han egentlig? Og hvor godt ville du selv sove på et diskotek … medmindre du havde drukket 28 fadøl plus det løse?

Kort sagt – det holder bare ikke en meter! Det er et forældet mantra, som bedstemødre og kvinder uden børn lirer af, fordi de ikke ved bedre. Selvfølgelig har børn ikke godt af at sove i støj. Vi kender det fra os selv. Sover du godt i støj? Nej, vel? Din søvn bliver mere urolig og overfladisk, når der er støj – og sådan er det også for børn. Ligesom du har brug for ro til at falde i søvn, så har din lille baby det også. Der er sådan set ikke så meget hokus pokus i det.

Jeg har hele vejen igennem sørget for, at vores søn på 6 måneder har fået ro til at falde i søvn. Ikke hysterisk ro, men ro i form af lukkede døre, så ingen høje lyde fra TV eller musik trænger sig på. Men helt stille er her jo aldrig i en etageejendom ved 19-tiden. Der er nogen der tramper i gulvet, nogen der snakker, ser fjernsyn, hører musik, smider affald i skakten, smækker med døren, en hund der gør eller en bil der dytter. Men det har han vænnet sig til, det er trygge almindelige lyde, og det er ok.

Når han så er faldet i søvn er der lidt mere frie rammer for hvor meget vi kan larme, selvom vi altid passer på, at det ikke bliver for højt og for pludseligt. Nogle gange fatter jeg slet ikke, at han ikke er vågnet, når vi har tabt et eller andet på gulvet eller en mobil har ringet ekstra højt lige udenfor hans (åbne) dør. Eller når vi tager afsked med gæster med store støvler, latter og høj snak i entréen lige på den anden side af væggen. Nogle gange er han da også vågnet, men så er det forholdsvis let at lægge ham igen, vi sænker bare lydniveauet i et kvarters tid til han sover igen – ét voila!

Efter min mening giver det ingen mening at stresse børns sovevaner med at larme i nærheden for at ‘hærde dem’, når de skal sove. For babyer og helt små børn er søvnen helt afgørende for deres trivsel og udvikling, og jeg mener ikke, at man skal eksperimentere med deres nattesøvn på nogen måde. Børn skal selvfølgelig vænne sig til de lyde, der nu engang er, hvor man bor, men at hærde dem til at sove i larm forekommer mig overflødigt og egentlig også lidt ondskabsfuldt.

Photo by Tatiana Syrikova on Pexels.com