Alle har så travlt med at finde på noget til deres mødre, men min mor er død, så mors dag kan jeg nærmest lige så godt springe over. Jeg kan selvfølgelig godt tage på kirkegården med en buket blomster, men jeg har ikke nogen glad mor, der giver mig et kram og ryster på hovedet og siger, at det er for åndssvagt at bruge penge på blomster til hende.

Når jeg lægger blomster på min mors grav, siger hun ingenting. Der er ingen glad protest, ingen glæde, ingen overraskelse, bare en grav. Jeg får ikke et kram af hende. Det har jeg ikke fået i 12 år, og jeg har savnet det lige siden. I dag sætter jeg en lille vase med lilla liljekonvaller til hende ved hendes grav og tænker mig til dét kram.

Ironisk er det, at noget man slår hen som pjat, når man har en mor, går hen og bliver betydningsfuldt, når man ikke længere har en mor.

Nicholas er for lille til at købe blomster, og jeg har det på samme måde som min mor – det skal han ikke spilde penge på, men jeg vil ikke afvise ham eller sige til ham, at det er pjat, for en dag vil han savne at have muligheden for at gøre det.

Allan er kørt efter morgenmad til både mig og hans egen mor. Så sødt!

Og Nicholas plukkede en mælkebøtte til mig senere på dagen 🙂