I dag søndag var vi til frokost hos min far. Han bor i Rørvig, og der er 115 km derop. På vej derop kører vi ad landevejen, som snor sig gennem små flækker med gamle faldefærdige huse med beskidte blondegardiner i vinduerne og ramponerede gamle biler i carportene.

Sådan har der altid set ud, så længe jeg kan huske tilbage, men når vi så først kom til Rørvig var der masser af liv og glade dage. Der var diskoteker, mole-ræs, døgneren, bageren, tanken, ishuset, kiosken, aviskiosken, kroen, slagteren, cykelhandleren, blomsterbutikken, hele tre købmænd plus det løse.

Det har ændret sig, for her er et billede af Rørvig downtown, som står i skærende kontrast til Odsherreds nye slogan ‘Tid til liv’. Nu er det bare dødt. Det ser i hvert fald dødt ud.

Vi fortsatte ned på havnen, hvor vi kastede sten i vandet og spiste en Hansen is. Havnen var hyggelig som altid; der var liv ved ishuset og ved fiskeburgeren. Glæder mig til at komme tilbage og fange krabber med Nicholas 🙂