Disclaimer: dette er ikke hyggelæsning, det er skriveterapi. Når indlægget er slut er det ude af mit system:

Jeg er træt af skrigeri, skænderier, madpakker. Jeg er træt af dårlig samvittighed. Over ikke at slå til. Over at have ondt og have en dårlig dag. Jeg er træt af at leve i en svinesti og være fed. Jeg er træt af aldrig at nå det hele.

Jeg er træt af at have tandpine. Træt af at skulle løbe undskyldende ud af døren fordi den eneste frie tandlægetid er 10:30.

Jeg er træt af at løbe ud af døren for at nå børnehaven inden 17, mens telefon, mobil og mindst en kollega lige skal briefe mig på noget som skal afleveres kl 10 i morgen, samtidig med at jeg skal forberede en hel præsentation til netop kl 10.

‘Jeg kigger på det i aften’ råber jeg over skulderen og krydser fingre for at trafikken kører som smurt. Er i dag en af de kvinder der kører en smule for stærkt, man har en holdning til man tager en ny, eller noget? Når børnehaven lige netop et par minutter i lukketid. Pyha.

Jeg er træt af at lave mad som Nicholas aldrig spiser. Jeg er træt af at middagsbordet er et mareridt af skrigeri og protester. Jeg er træt af at have lyst til at knalde med døren, råbe og skride.

Jeg er træt af ikke at have tid til at se csi, over at hytten ligner en svinesti, der skal laves mad, smøres madpakke, pakkes tasker, ryddes op, der skal skiftes ble og nattøj og hyggeputtes, synges sange og fortælles en historie, og så skal der trænes. Og soves. Jeg er rigtig træt af ikke at sove nok.

Og nu er jeg træt af mig selv og mit navlepillende brok!

Nu vil jeg gøre som Scarlett O’Hara, måske tænke over det i morgen; after all tomorrow is another day!