Det er snart en uge siden vi var til psykolog med Nicholas, og jeg har ikke skrevet om det siden. Det betyder ikke, at jeg ikke tænker på det. Jeg tænker på det hele tiden. Men jeg løser ikke noget ved at tænke mig selv sønder og sammen.

Nicholas har været så nem og sød og dejlig lige siden, så jeg tænker, at det måske er en fejl det hele. At han bare er en normal 3-årig. Det håber jeg, og det er så let at håbe, når han ser blidt på mig og siger med helt blød stemme ‘jeg elsker dig, mor’ og krammer mig hårdt og tæt.

Men jeg ved også, at der kommer svære øjeblikke, hvor han knalder ud over de helt almindelige ting, vi skal hver dag. Så … jeg er ikke blind. Jeg fortrænger det nok lidt.

Jeg justerer stille og roligt på hans mad, og nu spiser han langt mere af sin madpakke, og dertil kommer, at han han spiser æbler, frugtstænger, kiks … men stort set ingen aftensmad og meget liðt morgenmad. Aftensmaden ryger ofte i svinget, for han er nemlig så udmattet om aftenen, fordi pædagogerne har glemt at lægge ham til middagslur de fleste dage i den sidste uge.

I nat sov han fra 16:30 til vi vækkede ham ved 6-tiden uden på noget tidspunkt at vågne op. Til gengæld var han glad og sød i morges, men al den manglende søvn gør ham ikke ligefrem nemmere og mere omgængelig sent på dagen. Han er nemlig som mig; jeg bliver også nærmest aggressiv, hvis nogen holder mig vågen, når jeg er dødtræt.

Jeg bliver irritabel, konfliktsøgende, upræcis, klodset, hidsigt og får kort lunte, når jeg er overtræt. Det gør han også, og det er ikke egenskaber, der sættes pris på i en børnehave (eller andre steder, for den sags skyld). Og for mig bliver det kun værre, hvis jeg ikke får mad = energi.

Jeg gætter på, at han er lige sådan skruet sammen, så jeg har talt med en af dem i vuggestuen i dag og fortalt, at jeg mener, at der er en sammenhæng, og at det er vigtigt for hans udvikling og trivsel, at han får sin lur. Men der er samtidig så meget krudt i rumpen på ham, og de har ikke personale nok til at mandsopdække ham, når han skal sove og nægter at sove.

Så status er, at jeg tænker og justerer på de små ting, mens jeg venter på, at vi skal til lægen i næste uge og på at Nicholas skal observeres af psykologen sidst på måneden. Bagefter er vi nok klogere – ?