Den rigtige værktøjskasse

Forleden fik vi feedback på psykologens tests af Nicholas. Nu er udredningen sendt til børnepsyk.

Dyb indånding.

Nogle dage tænker jeg, at det hele er overdrevet, at vi ser noget hvor intet er. Det er de dage, hvor vi formår at rumme ham. Hans vredesudbrud formår vi at rumme, favne og vende, når vi selv er fulde af ro og balance. Så føler jeg, at jeg godt kan. At jeg er en god mor for ham.

Jeg vokser og lærer hver eneste dag. Min frustration, min stress, min træthed og travlhed farver og ødelægger ham. Han er så følsom, han fornemmer stemninger, nuancer og misstemninger, og han tager farve efter sine omgivelser langt mere end sine jævnaldrende. Han reagerer som en mimose på den stress, jeg/vi påfører ham.

Jeg kan se, at han reagerer præcis som jeg, når jeg bliver stresset. Vrede, uro, rastløshed, irritation, utålmodighed .. for bare at nævne en håndfuld.

Min stress er mit ansvar, og jeg arbejder hver dag på at holde min stress for mig selv. Som Nicholas er jeg udadreagerende, når jeg er stresset, og det kan være fint nok af og til, men det er ikke okay, hvis min stress smitter ham.

Min opgave er at være mor-skibet, der sejler stille og roligt på et vanvittigt oprørt hav. Hvordan hulen gør jeg det!? Aner det ikke, jeg har bare tænkt mig at gøre det og blive ved med det. Fordi jeg elsker min lille knægt med det følsomme sind.

Nu har vi taget de første skridt i retning af at finde ud af, om der er noget anderledes ved ham og hvad det så er, så vi kan tage den rigtige værktøjskasse ned og bruge den til at styrke ham og os.

Allerede nu er vi klogere og bedre forældre for Nicholas end vi var fra starten. Det er guld værd!

4 Comments

  1. blochsblog siger:

    Det med at være mor-skibet der sejler stille og roligt på et vanvittigt oprørt hav er en skøn illusion, men jeg tror ikke at det er muligt for nogen af os mennesker. Jeg tror at vi skal acceptere os selv, men selvfølgelig arbejde med de ting, vi kan blive bedre til, og især hvis det går ud over andre.
    Jeg er også selv en følsom person, og kan både være det rolige “mor-skib”, men kan også være hende der gør mine børn urolige, når jeg bliver opfarende og udskældende og nogle gange grådlabil.
    Her på det sidste er jeg begyndt at sætte ord på, hvis jeg kan mærke at jeg er ude af balance, så kan børnene bedre ruste sig. Jeg har f.eks. aftenarbejde hver onsdag og får rigtig lidt søvn den nat og det påvirker mit humør, så torsdag var pludselig blevet en morgen hvor vi rigtig tit blev “uvenner” når vi skulle ud af døren.
    Jeg siger derfor til børnene nu, at jeg ikke har fået så meget søvn, og at jeg hurtigt kan blive ked af det og sur, så vi må passe lidt på hinanden – og det har faktisk vist sig at hjælpe rigtig meget. De vil gerne hjælpe – og jeg tror også at vores børn gerne vil hjælpes, når de “går grassat”. Måske ikke lige når det står på, men i en rolig stund, kan vi tale sammen efterfølgende og måske lægge planer for hvad vi måske kan gøre for at det bliver lidt mindre næste gang.

    Jeg tror ikke vores børn bliver bedre mennesker af at vi sætter facade på og lader til at kunne klare hele verden. Det tænker jeg måske gør at de selv føler sig forkerte, når de ikke kan honorere vores evige “ro og balance”. Jeg tror mere på at vi anerkender at vi alle kan være ude af balance, og at vi måske ved at hjælpe hinanden kan gøre “vandene lidt mindre oprørte”.

    Jeg nyder at læse din blog.

    Mange hilsner
    Pernille

    Like

    1. Gitte K siger:

      Hej Pernille!

      Tak for din kommentar – den er jeg glad for, for den er go’ 🙂

      Tror du har fat i det rigtige; nemlig at fortælle, når vi mødre er trætte/ked af det/i dårligt humør, for det fortæller også vores børn, at det er okay at bede andre tage hensyn. Totalt langsigtet morstrategi 🙂

      Ja, den med det stabilt sejlende morskib har jeg også svært ved at identificere mig med, og er ment let ironisk, for det er mig så godt som umuligt at sejle roligt derudaf altid, men jeg tilstræber en mere afbalanceret sejlads end hidtil.

      Gitte K

      Like

  2. Frederikke siger:

    Det er en sej rejse som I alle sammen er på. En udvikling af de helt store og hvert skridt betyder noget.

    Like

  3. CC siger:

    Kære Gitte,

    Vi vil alle gerne være “miss perfect mama” og plager os selv med dårlig samvittighed, når vi ikke synes at vi er det -i hvert fald de gode mødre (og fædre, undskyld), for hold fast, selvransagelse er godt og vejen til udvikling!

    Jeg kender det alt-alt-alt for godt på egen krop (hjerte og sind)! ❤ Det smerter og stresser som ind i helvede, og den sorte samvittighed vil bare vokse sig større. Sådan gik jeg og havde det for ikke så længe siden. Det hele blev værre og værre, og mit overskud mindre og mindre. Sådan følte jeg i hvert fald. Ulykkelig og træt satte jeg mig ned i lænestolen efter at have puttet min søn på 2½ år. Uvidst af hvilken årsag, hev jeg en tilfældig bog ned fra hylden. Her læste jeg bl.a. at vi alle har godt af jævnligt at kigge os selv grundigt i spejlet. At mærke efter hvad vi kan lide/ikke lide ved vores handlinger. Det giver os nemlig mulighed for at ændre kurs ved at tage et lille skridt hver gang i den nye retning. Dette er hvad Deepak Chopra kalder for "Kontemplation". Da jeg lagde mig til at sove i min seng senere samme aften, begyndte min hjerne og mit sind at arbejde med alle følelserne og situationerne, hvor konflikterne tørnede sig op med min søn. Overraskende nok gav det mig det fornødne overskud til at stå op til en helt ny dag med min søn næste dag. Jeg afværgede konflikten om påklædning, ved ikke at lade den gå hen og blive til en konflikt. Resultat: glæde og ikke stress for begge parter. Det var godt at mærke at blot tankestrømmen kunne give lidt bedre overskud.

    Lettet over at være lidt ovenpå, afslører jeg senere på dagen overfor en veninde, mine samvittighedskvaler over ikke altid at kunne rumme mit eget barn, og hans helt naturlige udvikling i 2-3 års alderen. Jeg er meget flov over min egen adfærd og mit temperament, og fortæller at jeg natten før havde spekuleret en del over det, hvilket havde givet mig lidt mere overskud osv. Hendes kommentar var: "det er meget godt at du har fået det bedre Camilla, og at du har fundet en vej ud her og nu, men dét du lige fortæller mig er noget ALLE mødre jeg kender gennemlever. Problemet er at det er så TABUBELAGT at næsten ingen tør sige det højt!" … Samtalen fortsatte, og hun fortalte om situationer fra hendes hjem med hendes 2 årige datter. Nu kunne vi sammen kommentere situationer og optakter, og bedst af alt GRINE ad os selv, hinanden og vores unger!! 😀 ❤ Der skete det forunderlige at trykket nu lettede helt imens vi snakkede, og at trangen til at være den perfekte mor i dette øjeblik blev skønt latterlig.

    Under titlen som "mødre", "fædre" og "forældre" er vi på en livslang og lærerig rejse. Når vores børn udvikler sig, og vokser sig selvstændige står vi overfor nye udfordringer. Hver gang og hele tiden. Vi skal selv lære at håndtere situationerne og udviklingen, og det er ofte meget lettere sagt end gjort, for vi er jo også selv stadig mennesker under udvikling! Viser det sig at vores børn har "særlige krav/behov" ud fra eksempelvis en lægelig betragtning, giver det selvsagt endnu mere stof at håndtere og rumme.

    Børn er som regel meget følsomme og fintfølende overfor alle stemninger i hjemmet og hos os, og bliver berørt af dem. Det behøver ikke at være skidt. Vi skal lære at rumme alle følelser, og erkende at alle følelser er ok. Her handler det så bare om hvordan man tackler egne og andres følelser på bedste vis. Det er også en læreprocess. Ifølge mange psykologiske betragtninger, er det ikke enkelthandlingerne der vælter korthuset, men mønstrene der gentager sig. Det mener jeg personligt er værd at huske. Herved bliver det lettere at tilgive mig selv for at være blevet for vred, og det giver mig samtidig mulighed for at undskylde overfor min lille søde dreng. Velvidende at det var en svipser, frem for reglen.

    Når vi stiller høje krav til os selv, er det selvsamme rille (og krav) vi sender videre til vores kære børn. Jeps den sved, men vi véd det godt allesammen. Det er vigtigt at kunne se os selv i spejlet, at erkende mangler, undskylde, tilgive og blive tilgivet -også i forhold til børnene. Gør vi det, giver vi denne evne videre til vores børn. De lærer af vores handlinger, og ikke af vores formaninger.

    Bryst dig -ja bryst dig, ikke trøst dig- af at I gør noget for at finde en vej ud ad de rørte vande. Hør hvad de kloge doktorer siger, lyt til deres råd og vejledninger, brug jeres sunde fornuft, og følg jeres hjerter ❤

    Hele dette ridt I har gennemført, og videre står overfor, vidner om at I er gode forældre, og at I ønsker jeres søn det bedste. Hvis I fortsætter med at være ærlige og kærlige overfor hinanden og jer selv (alle 3), går det nok ganske godt 🙂 ❤

    Kærlige tanker og knus,
    Camilla C.

    Like

Der er lukket for kommentarer.